Anklager: Trump overvurderede sin formue med 15 milliarder
Sagen drejer sig blandt andet om nogle af Trumps mest berømte ejendomme, inklusive hans hjem i Florida, Mar-a-Lago, og Trump Tower i midten af Manhattan. (Arkivfoto). Foto: Reba Saldanha/Reuters
Justitsministeren i New York vil have ekspræsident Donald Trump bandlyst fra at lede sin egen forretning.
Før nogen af de fire straffesager, som Donald Trump er tiltalt i, begynder, står den tidligere amerikanske præsident over for et civilt søgsmål i New York.
Her er han anklaget for igennem et årti at have overvurderet værdien af sin personlige formue med op mod 2,2 milliarder dollar hvert år.
Beløbet svarer til omkring 15 milliarder kroner.
Det viser en indberetning ved en domstol i New York, skriver avisen The New York Times.
Advokater for Donald Trump vil til gengæld have sagen droppet. Blandt andet fordi de mener, at sagen er omfattet af en juridisk tidsbegrænsning.
Justitsministeren i New York, Letitia James, går efter at få Trump og tre af hans børn bandlyst fra at stå i spidsen for familieforetagendet The Trump Organization, skriver The New York Times.
Yderligere går James efter at få Trump til at betale en bøde på omkring 250 millioner dollar - 1,7 milliarder kroner.
- Baseret på de uomtvistelige beviser er ingen retssag krævet for at fastslå, at de anklagede fremlagde stærkt og væsentligt opskruede aktiver, kan man læse i indberetningen.
Dommeren i sagen, Arthur F. Engoron, skal ifølge The New York Times efter planen afholde en høring i slutningen af september og kan muligvis udstede en kendelse da.
Sagen drejer sig blandt andet om nogle af Trumps mest berømte ejendomme, inklusive hans hjem i Florida, Mar-a-Lago, og Trump Tower i midten af Manhattan.
I indberetningen anklages Trump for at have overvurderet værdien af Trump Tower med 175 millioner dollar i 2018 og 323 millioner dollar i det efterfølgende år.
Trump er favorit til at blive Republikanernes præsidentkandidat til valget i 2024.
Hans fire straffesager tager udgangspunkt i henholdsvis valgsammensværgelse, bogføring, ulovlig håndtering af hemmeligstemplede dokumenter og forsøg på at omstøde valget.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde