Anklager versus forbryder: Harris vil bruge jurabaggrund mod Trump

I 2018 markerede Kamala Harris, som dengang var senator, sig ved en høring af Brett Kavanaugh, der var nomineret som højesteretsdommer. Her kunne man se anklageren i hende, siger juridisk skribent. (Arkivfoto). Foto: Jacquelyn Martin/Ritzau Scanpix

Kamala Harris kan bruge fokus på fakta og spørgeteknik fra retssalen i en valgkamp, mener juridisk analytiker.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kamala Harris har brugt mere af sit liv som anklager end som senator eller vicepræsident - og det kommer hun til at udnytte i en mulig valgkamp.

Det siger rådgivere og ansatte tæt på Harris til CNN.

Søndag trak USA's nuværende præsident, Joe Biden, sig som Demokraternes præsidentkandidat til valget i november.

Biden peger på vicepræsident Kamala Harris som sin efterfølger.

Ender hun med at blive nomineret, skal hun op mod Republikanernes kandidat, ekspræsident Donald Trump.

Harris planlægger ifølge CNN at bruge sin juridiske baggrund som modstykke til Trump, der i maj blev dømt skyldig i en sag om forfalskning af regnskabsmateriale.

Strategien er simpel, lyder det: Anklageren Harris versus forbryderen Trump.

Det ligger da også lige til højrebenet, og en stærkere juridisk baggrund er svær at få, mener jurist Ruben Toft Sindahl, der er juridisk skribent ved netmediet Kongressen.com.

Kamala Harris er uddannet advokat og har blandt andet arbejdet som distriktsadvokat i San Francisco og chefstatsadvokat for staten Californien.

- Hun har arbejdet sig op gennem systemet. Hun har selv stået i retssalen, sat mennesker i fængsel og senere taget større beslutninger om, hvordan Californien skulle forholde sig til dødsstraf og andre svære emner, lyder det.

Ruben Toft Sindahl peger især på en senatshøring af Brett Kavanaugh som højesteretsdommer, hvor Harris dengang sad i Senatet.

- Der kunne man se anklageren i hende. Han svarede undvigende, men hun blev ved. Hun satte tænderne i, og hun gav ikke slip, siger Ruben Toft Sindahl.

Det kan blive en fordel særligt i debatter mod Trump.

Da Trump debatterede med Biden i en tv-debat i juni, blev Biden efterfølgende kritiseret for at svare usammenhængende og være for vag over for Trump.

- I en sådan situation kan man tænke, at Harris som tidligere anklager vil holde ham oppe på de ting, han siger.

- Det vil være meget sværere for Trump at sige mange overordnede ting og slippe for de svære spørgsmål.

Et betændt emne, som kan få stor betydning i en potentiel valgkamp mellem Harris og Trump, er grænsekontrol og immigration.

Her var Harris udset til at spille en rolle. Men det lykkedes ikke så godt, siger Ruben Toft Sindahl.

- Det er i forvejen Republikanernes yndlingsemne, og de vil sikkert sige: "Du skulle have løst det, og det har du ikke gjort". Så der bliver en flanke for hende at beskytte.

På den anden side har hun haft fokus på abortrettigheder, og det er et godt emne for Demokraterne at have fokus på, siger skribenten.

Kamala Harris' lange juridiske karriere kan dog blive en ulempe. For bag hende ligger 30 års beviser for, hvad hun har ment og gjort i en lang række svære sager.

- Der bliver meget at bore i. Man vil sige: "Hvad med den her sag fra 90'erne, der gav du kun ham her tre måneder i fængsel?"

- Der vil blive set på, hvordan hun har arbejdet, siger Ruben Toft Sindahl.

/ritzau/