I løbet af sin timelange præsentation vil statsadvokat Svein Holden afspille video- og lydklip, som er så voldsomme, at de bliver holdt i retssal 250 i Oslo Byret og ikke tv-transmitteret til en videre kreds.
Det drejer sig blandt andet om optagelser, der viser bombningen af regeringskvarteret i Oslo, oplyser dommeren Wenche Elisabeth Arntzen.
- Det er især to film, som er så stærke, at vi ikke kommer til at tv-sende dem, siger hun.
Statsadvokaten, som mandag formiddag begyndte sin indledende præsentation i den 10 uger lange retssag, gennemgår Breiviks liv før de uhyggelige gerninger på Utøya og i Oslo sidste år, hvor han slog 77 mennesker ihjel.
Anklageren vil tale mellem tre og en halv til fire timer i løbet af mandagen.
Her vil han blandt andet komme ind på den såkaldte tempelriddergruppe "The Knights Templar", som Breivik hævder at være medlem af.
- Efter vores mening eksisterer der ikke et sådant netværk, som Breivik har beskrevet, siger Svein Holden.
Statsadvokaten fortæller også, at Breivik spillede det populære online-rollespil World of Warcraft på internettet fuldtid fra sommeren 2006 og 2007.
Det skete blandt andet under pseudonymet "Justicar Andersnordic".
- I flere forhør har han karakteriseret dette som sin martyrgave, siger Holden.
På spørgsmålet fra dommeren om, hvorvidt World of Warcraft er et voldeligt spil, lyder svaret fra statsadvokaten:
- Det afhænger af, hvordan man karakteriserer vold.
Breiviks politiske engagement bliver også berørt.
Statsadvokaten fortæller, at Breivik i 1997 meldte han sig ind i Fremskrittspartiets Ungdom (FpU), da han gik på Oslo handelsgymnasium, og i begyndelsen af 1999 blev han også medlem i moderpartiet.
Han blev dog tvangsudmeldt i 2006, fordi han ikke betalte medlemskontingent, og året efter meldte han sig også ud af ungdomspartiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker