Anklagerne mod 19-årig bombemistænkt er på vej
De føderale anklagere i Boston er ved at lægge sidste hånd på anklagepunkterne mod 19-årige Dsjokhar Tsarnaev, skriver nbcnews.com.
Ifølge unavngivne kilder tæt på sagen er målet, at anklagepunkterne skal fremlægges senere søndag.
Dsjokhar Tsarnaev er mistænkt for at stå bag bombeangrebet mod Boston Marathon, hvor to bomber mandag eksploderede med få sekunders mellemrum ved målstregen. Eksplosionerne dræbte tre og sårede 180.
Fredag blev Dsjokhars storebror, 26-årige Tamerlan Tsarnaev, skudt og dræbt af politiets skud. Det lykkedes lillebroren at undslippe politiet i første omgang, men han blev fanget senere fredag lokal tid. Han gemte sig i en båd, der stod i en have.
Han ligger nu på hospitalet, og hans tilstand er fortsat kritisk. Det oplyser det amerikanske forbundspoliti, FBI.
Indtil videre har det ikke været muligt at afhøre Dsjokhar Tsarnaev, fordi han er såret på halsen, så han ikke er i stand til at tale.
Hvis Dsjokhar på et tidspunkt kan tale igen, melder det næste spørgsmål sig: Skal politiet så benytte sig af en undtagelse i loven, der tillader dem at afhøre personer uden først at oplyse dem om deres rettigheder?
Det amerikanske justitsministeriums embedsmænd har ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt, at efterforskerne har påberåbt sig denne undtagelse.
Ifølge loven skal politiet ellers altid fortælle de mistænkte, at de har ret til ikke at udtale sig - og ret til en advokat. Men hvis "den offentlige sikkerhed" trues, kan man gøre en undtagelse.
Den offentlige forsvarers kontor i Boston meddelte lørdag, at man vil forsøge at blive beskikket til at repræsentere Dsjokhar Tsarnaev.
Det er en forbundsdommer, der i givet fald skal give grønt lys for det.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde