Anklaget iransk politiker afviser valgfusk

100 iranere blev lørdag stillet for en revolutionsdomstol, hvor de er anklaget for optøjer. Anklaget ekspræsident afviser svindel ved omstridt valg.

Omkring 100 iranske demonstranter og reformfortalere tog lørdag plads på anklagebænken ved en særlig revolutionsdomstol i Teheran, hvor de er anklaget for at have deltaget i optøjerne efter det omstridte præsidentvalg i juni, rapporterer nyhedsbureauet Fars.
En af de anklagede, den fremtrædende reformtilhænger og tidligere vicepræsident Mohammad Ali Abtahi, sagde i retten, at der ikke fandt valgsvindel sted i forbindelse med valget den 12. juni. Det var netop anklager om valgsvindel, der udløste de største folkelige protester siden den islamiske revolution i 1979.
- Jeg siger til alle mine venner og alle venner, der lytter til os, at sagen om valgsvindel i Iran var et fupnummer, der skulle skabe optøjer, så Iran kan blive ligesom Afghanistan og Irak og lide skade og modgang. Og hvis det var sket, ville der ikke være noget af revolutionen tilbage, citerer Fars ham for at sige i retten.
Blandt de anklagede er også tidligere viceudenrigsminister Mohsen Aminzadeh, tidligere regeringstalsmand Abdollah Ramazanzadeh og flere andre fremtrædende reformfortalere og politikere med bånd til den forhenværende præsident Mohammad Khatami og oppositionslederen Mirhossein Mousavi.
De skal blandt andet forsvare sig mod anklager om at have forstyrret den offentlige ro og orden, for vandalisme, trusler mod den nationale sikkerhed og for at have bånd til kontrarevolutionære grupper.
De iranske myndigheder anholdt cirka 2000 demonstranter under masseprotesterne efter valget i juni, hvor præsident Mahmoud Ahmadinejad blev erklæret som vinder. De fleste anholdte er siden blevet løsladt, men omkring 250 er stadig tilbageholdt.


Op imod 30 mennesker omkom i sammenstød med sikkerhedsstyrker og militsfolk, da præstestyret knuste masseprotesterne.
/ritzau/AFP




Offentliggjort Sidst opdateret