Ansatte stemmer for at danne første Apple-fagforening i USA
En gruppe ansatte i en Apple-butik i Towson i Maryland har kæmpet for retten til at danne en fagforening. (Arkivfoto). Foto: Julio Cortez/Ritzau Scanpix
Apple har indtil nu forsøgt at forhindre fagforeninger, men ansatte i en butik i Maryland vil det anderledes.
Et flertal af medarbejderne i en Apple-butik i USA har stemt for at danne en fagforening.
Det er første gang, det sker for techgiganten, som hidtil har forsøgt at forhindre ansattes forsøg på at danne og tilslutte sig fagforeninger.
Af de 110 ansatte i Apple-butikken i byen Towson i delstaten Maryland har 65 lørdag lokal tid stemt for at danne en fagforening. 33 har stemt imod.
Det fremgår af en direkte sending af afstemningen fra en føderal myndighed, der overvåger processen.
Det er en gruppe ansatte, som går under navnet Apple Core (Coalition of Organized Retail Employees), der har ført kampagne for fagforeningen.
- Vi gjorde det Towson! Vi vandt vores fagforeningsafstemning. Tak til alle, der har arbejdet så hårdt, og til alle, der har bakket op. Nu skal vi fejre sejren sammen med maskinarbejdernes fagforening. I morgen fortsætter arbejdet med at organisere os, skriver gruppen på Twitter.
De ansatte i Apple-butikken i Towson kræver, at de bliver hørt i spørgsmål om løn, arbejdstider og sikkerhedstiltag.
Resultatet af afstemningen, der har været i gang siden onsdag, betyder, at de ansatte nu kan danne deres egen afdeling under Den Internationale Sammenslutning af Maskinarbejdere og Luftfartsmedarbejdere (IAM).
IAM's formand, Robert Martinez, hylder modet blandt medarbejderne i Towson.
- De har ofret rigtig meget til gavn for tusindvis af Apple-ansatte over hele landet.
- Jeg vil gerne bede Apples administrerende direktør, Tim Cook, om at respektere valgresultatet og fremskynde en kontrakt med de dedikerede medarbejdere i Towson, udtaler han i en erklæring.
Det er ikke første gang, at ansatte i en Apple-butik har forsøgt at organisere sig, men det er første gang, at forsøget har resulteret i en afstemning
Under et besøg i Apple-butikken i Towson i maj sagde Apples HR-chef, Deirdre O'Brien, blandt andet, at tilstedeværelsen af et mellemled vil komplicere forholdet mellem Apple og virksomhedens ansatte.
Apple har afvist at kommentere lørdagens afstemningsresultat.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker