Ansigtsgenkendelse udløser bøder til kvinder uden tørklæde i Iran
Protester spredte sig efter Mahsa Aminis død i Iran til hele verden. Her ses et portræt af den iranske kvinde i den belgiske by Bruxelles. (Arkivfoto). Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Lørdag er det et år siden, at den 22-årige kvinde Mahsa Amini døde i Iran. Hun bar sit tørklæde forkert.
Det iranske styre har investeret massivt i kunstig intelligens og kameraer med ansigtsgodkendelse.
De er placeret i det offentlige rum, eksempelvis i indkøbscentre og skal blandt andet overvåge kvinders brug af tørklæder.
- Da jeg forleden trådte ind i et indkøbscenter med en veninde, som ikke bar slør, fik hun straks en automatisk sms med en advarsel om en bøde. Flere og flere beretter om den slags, siger en anonym iransk kvinde ifølge Information.
Lørdag er det et år siden, at 22-årige Mahsa Amini døde efter at have været i Irans moralpolitis varetægt. Ifølge aktivister dræbte moralpolitiet den unge kvinde, som var anholdt for ikke at bære sit tørklæde korrekt.
Efterfølgende udløste hendes død store protester i landet.
Et år efter lyder det fra Amnesty International, at det iranske styre fortsat sætter hårdt ind mod demonstranter og deres familier.
- Vi har set rigtig mange drab på unge, masseanholdelser, trusler og henrettelser, siger Vibe Klarup, generalsekretær for Amnesty International Danmark.
Ifølge Reuters er mindst 22.000 personer blevet anholdt, og syv mennesker er blevet henrettet som følge af protesterne mod det iranske præstestyre.
Vibe Klarup siger, at kvinder fortsat bliver systematisk forfulgt i landet, hvis de ikke overholder regler for tildækning.
- Vi ved, at moralpolitiet stadigvæk griber ind over for kvinder uden tørklæde og nægter dem adgang til offentlige bygninger. Nogle af de anholdte kvinder bliver også udsat for voldtægt, siger hun.
Amnesty International udgav i august en rapport om forholdene i Iran. Den viste blandt andet en systematisk chikane af dræbte demonstranters familier.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker