Antony Blinken besøger Kina for at tale problemer til ro og mindske spænding

USA's udenrigsminister, Antony Blinken (til venstre), var også i Kina i juni 2023, hvor han mødtes med præsident Xi Jinping i Folkets Store Hal i Beijing, Kinas hovedstad. (Arkivfoto). Foto: Leah Millis/Ritzau Scanpix

Forholdet mellem USA og Kina er præget af store problemer. Kan man ikke løse dem, kan man altid forbedre kommunikationslinjen. Antony Blinken rejser til Kina.

Offentliggjort Sidst opdateret

Taiwan, forholdet til Rusland, krigen i Ukraine, fri konkurrence, statstilskud, ophavsret, menneskerettigheder.

Der er rigeligt med problemer at tage fat på, hvis USA's og Kinas ledelse satte sig sammen for at tale deres stridspunkter igennem og finde løsninger.

Der er vi ikke, men USA's udenrigsminister, Antony Blinken, er fra onsdag til fredag på besøg i Kina. Her vil han prøve at forbedre forholdet mellem de to stormagter.

- Det skal styrke kommunikationslinjerne og reducere risikoen for fejlberegninger og konflikt, siger en højtstående amerikansk embedsmand ifølge nyhedsbureauet dpa forud for besøget.

- Han (Blinken, red.) vil klart og ærligt fortælle om vores bekymringer.

- Både når det gælder menneskerettigheder og de uretfærdige økonomiske, handelsmæssige og globale konsekvenser af Kinas industrielle overkapacitet, og når det gælder Kinas støtte til Ruslands forsvarsindustri, siger han.

Men han tilføjer, at tegnene mellem USA og Kina peger på detente - diplomatisk for afspænding.

Tilbage i november mødtes USA's præsident, Joe Biden, og Kinas præsident, Xi Jinping, i Californien. Da havde der i et år været næsten fuld radiotavshed mellem deres regeringer.

Siden har der været møder mellem forskellige ministre.

Biden og Xi talte i telefon tidligere i april.

Senest var USA's finansminister, Janet Yellen, i Kina med en handelsdelegation.

Nu skal der to til tango, og Kina har også sine bekymringer.

Reuters skriver, at Xie Feng, Kinas ambassadør i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C., har været på Harvard University for at holde tale.

- Kina spiller ikke på, at USA taber. Eller blander sig i USA's valg eller interne anliggender. Kina er villig til at være partner og ven med USA, sagde han i talen ifølge en erklæring, som ambassaden har udsendt.

I november 2023 var Kinas præsident, Xi Jinping (til venstre), i Californien, hvor han mødte den amerikanske præsident, Joe Biden. På det tidspunkt havde der kun været minimal kontakt mellem de to landes regeringer i et år. Tidligere i april talte Xi og Biden i telefon. (Arkivfoto). Foto: Kevin Lamarque/Reuters

- Hvis USA fortsætter med at blande sig i Kinas interne anliggender og skade Kinas interesser, når det gælder spørgsmål om Taiwan, Hongkong, Xinjiang, Tibet og Det Sydkinesiske Hav, hvordan kan vi så bevare bundlinjen med bilaterale forbindelser uden at se på, hvordan rækværket er sat op?

Spørgsmålet om Taiwan og øens ret til demokrati har i årtier været et stridspunkt mellem USA og Kina.

I øjeblikket er en hjælpepakke til Taiwans sikkerhed på vej igennem Kongressen i USA. Det sker sammen med hjælp til Ukraine og Israel.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at Blinken i forbindelse med Taiwan vil appellere til Kina om ikke at blande sig, når Taiwans nyvalgte præsident, Lai Ching-te, skal indsættes den 20. maj.

Og højt på den amerikanske udenrigsministers dagsorden vil også være en appel om, at Kina lader være med at støtte Rusland, der i øjeblikket er i gang med den største militarisering siden tiden under Sovjetunionen.

Amerikanske embedsmænd siger, at Kina ikke direkte har givet Rusland militær hjælp.

Men Kina har støttet Rusland med produkter, der kan bruges både civilt og militært, og det hjælper Rusland med at producere våben.

En talsmand for Kinas udenrigsministerium kaldte tirsdag beskyldningen for "grundløs".

/ritzau/

Nogle af problemerne mellem USA og Kina

* Kina beskylder USA for at blokere eksport af teknologi til Kina og dermed hindre Kinas udvikling og teknologiske fremskridt. USA beskylder Kina for unfair handel globalt via statstilskud og for ikke at overholde ophavsret på andres produkter.

* Øen Taiwan har kapitalistisk og demokratisk styre og vil være selvstændig. Kina vil have, at Taiwan med tiden skal styres fra Beijing. USA støtter ikke Taiwans selvstændighed, men USA har et forsvarssamarbejde med Taiwan og støtter demokratiet.

* Kina holder sig formelt neutral i Ukraine-krigen. Vesten har kritiseret Kina for ikke at fordømme Ruslands angreb på Ukraine. Kina og Rusland har et strategisk samarbejde. Ifølge USA støtter Kina Rusland med indirekte hjælp til våbenproduktion ved at sælge blandt andet maskindele og halvledere til Rusland.

* USA og det øvrige Vesten kritiserer Kina for overgreb på uighurerne, et muslimsk folk i Xinjiang-provinsen. Kina kritiseres også for at slå ned på demokratibevægelser i Hongkong.

Kilde: AFP og dpa.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu