Appel til Tyrkiet: Angreb på PKK skal stå mål med vold
Tyrkiske kampflys svar på PKK-angreb bør ikke være ude af proportioner, siger både EU og USA.
Tyrkiets allierede i Europa og USA appellerer til regeringen i Ankara om, at militærets svar på de seneste ugers kurdiske angreb skal stå mål med PKK's anslag.
Det siger blandt andre EU's naboskabs- og udvidelseskommissær, Johannes Hahn.
- Vi regner med, at Tyrkiet lever op til landets vigtige og strategiske rolle i regionen ved at afstå fra enhver handling, der kan forværre sikkerhedssituationen, siger den østrigske EU-kommissær.
I en skriftlig erklæring fra EU-Kommissionen hedder det, at man anerkender tyrkernes ret til at "forhindre og reagere på al form for terrorisme".
Blot skal svaret på terroranslag ikke være "ude af proportioner", hedder det. Nogle dage har tyrkerne angrebet omkring 100 PKK-mål, blandt andet våbendepoter.
I en telefonsamtale sidste fredag appellerede Hahn til Selahattin Demirtaş, lederen af det prokurdiske parti HDP, om at indstille angreb på tyrkerne og i stedet straks genoptage dialogen om fred.
Amerikanerne beder også Tyrkiets regering om at holde igen med bombetogterne mod PKK-mål.
- Vi ønsker, at PKK stopper volden og genoptager drøftelserne med Tyrkiets regering. Og vi ønsker at se, at den tyrkiske regering svarer forholdsmæssigt igen, siger Mark Toner, som er talsmand for udenrigsministeriet i Washington, ifølge nyhedsbureauet AFP.
PKK er registreret som en terrorgruppe både i EU og USA.
Tyrkiske kampfly har igen tirsdag rettet angreb mod PKK-mål. Det er sket som svar på drab på to tyrkiske soldater i provinsen Sirnak.
Senere har militante dræbt yderligere en tyrkisk soldat i et raketangreb.
Det samlede antal drab på tyrkiske soldater er med de seneste tre oppe på 19, siden den blodige konflikt blussede op igen for to uger siden.
Tyrkiet og PKK indgik en aftale om våbenhvile i 2013.
40.000 menes dræbt under de seneste tre årtiers konflikt mellem PKK og Tyrkiet.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker