Apple erkender nødtvungent fejl på iPhone4

Topchefen for Apple, Steve Jobs, siger, at den ny iPhone4-mobiltelefon har fået den mest positive modtagelse af kunderne nogensinde. Jobs erkender dog også, at der har været en vis kritik og siger "vi er ikke perfekte", oplyser Dow Jones Newswire.

Jobs, der har indbudt journalister til et pressemøde for indbudte journalister i Apples hovedkvarter, siger til iPhone4's forsvar, at andre smartphones også har problemer med modtagelsen.

Som løsning på problemet, tilbyder Apple nu de kunder, der har købt iPhone4 et etui, som skal afværge modtageproblemerne.

Jobs tilføjer, at Apple har solgt flere end tre millioner iPhone4, siden telefonen blev lanceret for tre uger siden, og at kun 0,55 procent af køberne har henvendt sig til Apples telefonsupport for at klage over dårlig modtagelse.

iPhone4 er allerede inden lanceringen blevet kritiseret for elendige modtageegenskaber. Mobiltelefonens indbyggede antenne er ifølge eksperter forkert udformet, hvilket Apple afviser ved at sige, at også andre telefoner af samme typer har problemer med modtagelsen.

Ifølge Steve Jobs vil Apple betale kunderne pengene tilbage, hvis de ikke inden for en måned er tilfredse med etuiløsningen.

/ritzau/AFP

Apples topchef Steve Jobs kryber til korset på et pressemøde og tilbyder kunder et etui for at modvirke modtageproblemer med iPhone4.

Offentliggjort Sidst opdateret