Apple sælger flere iPhones end ventet forud for jubilæum
Apple har fremvist den bedste vækst, selskabet har haft i syv kvartaler, skriver The Wall Street Journal. Foto: /ritzau/AP/Marcio Jose Sanchez
/ritzau/AP/Marcio Jose Sanchez
Salget af iPhones steg 1,6 procent i tredje kvartal, og Apple lander dermed på flere end 40 millioner solgte.
Apple beretter om en stigning i omsætningen på 7,2 procent i sit regnskab for tredje kvartal. Det er den bedste vækst, selskabet har haft i syv kvartaler, skriver The Wall Street Journal.
Salget af iPhones er gået langt bedre end ventet forud for en 10-års-jubilæums-udgave af smartphonen, som ifølge nyhedsbureauet Reuters ventes lanceret i næste måned.
Salget af iPhones steg med 1,6 procent til 41,03 millioner i tredje kvartal, der sluttede 1. juli. For et år siden lød salget på 40,4 millioner telefoner.
Apple indberetter, hvor mange iPhones det sælger til forhandlere. Det er altså ikke antallet af iPhones, der er blevet langet over disken til kunder, der er tale om.
Selskabets nettoindtægt steg til 8,72 milliarder dollar i tredje kvartal.
Verdens mest værdifulde teknologivirksomhed slår i det hele taget forventningerne på de fleste større parametre.
Aktierne klatrede da også med omkring seks procent til 159 dollar, da de var på sit højeste tirsdag.
Apple leverer også et stærkt tal for salg af iPads. Her fremviser virksomheden en indtjening på 4,9 milliarder dollar, det næsten er 1 milliard dollar over forventningerne fra Wall Street.
- Vi er glade for, at vi kan fremvise vores tredje kvartal i træk, hvor vores vækst accelererer, og en rekord for vores indtjening på services, siger Apples topchef, Tim Cook, i en pressemeddelelse.
Apple lægger i regnskabet også vægt på, at 61 procent af indtjeningen i kvartalet kom fra andre lande end USA.
Det var dog ikke det vigtige kinesiske marked, der trak læsset. Her røg indtjeningen ned med 10 procent i forhold til året før. Det betyder, at Apple har haft en indtjening i landet på lidt mere end 8 milliarder dollar.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde