Arabiske Emirater sender felthospital mod Gaza
Palæstinensiske børn på flugt fra et israelsk bombardement i det sydlige Gaza. Flere lande arbejder på at få rejst felthospitaler i regionen. Foto: Mohammed Abed/Ritzau Scanpix
Frankrig er også ved at sende et militært hospital til Gaza, hvor sårede kan blive behandlet.
De Forenede Arabiske Emirater vil sørge for, at der bliver rejst et felthospital fyldt med inventar og udstyr i Gazastriben, skriver det statslige nyhedsbureau i Dubai uden at gøre det klart, hvorvidt Israel har reageret på initiativet.
Fem fly blev mandag sendt til Egypten fra Abu Dhabi med felthospitalet. Det skriver AFP.
Frankrig er også ved at sende et militærhospital til regionen. Det skal behandle sårede fra Gazastriben.
- Frankrig forhandler med Egypten om at oprette et militærhospital i landet. Det vil omfatte operationsstuer til hårdt sårede fra Gazastriben, siger Frankrigs forsvarsminister.
Paris er senere i denne uge vært for en international humanitær konference for den civile befolkning i Gaza. Frankrig har taget skridt til at koordinere den internationale hjælpeindsats for den palæstinensiske enklave.
Den franske regering sender også et helikopterhangarskib til området. Det vil være forstærket med behandlingscentre og hospitalsafdelinger.
Ved konferencen i Paris vil der ifølge diplomater også blive drøftet en oprettelse af en maritim korridor, som kan anvendes til at sende humanitær hjælp ind til indbyggerne i Gaza. Hele Gazastriben mangler mad, vand og andre fornødenheder.
Egypten har selv klargjort et felthospital for Gazas indbyggere i Sheikh Zuweid, som ligger 15 km fra Rafah-grænseovergangen mellem Egypten og Gaza.
Ambulancer bragte mandag sårede palæstinensere fra Gazastriben til Egypten via grænseovergangen ved Rafah.
Overgangen blev genåbnet mandag, efter at den blev lukket lørdag. Den var i sidste uge åben fra onsdag frem til lørdag for hundredvis af udlændinge og mange hårdt sårede palæstinensere.
Den blev lukket lørdag på grund af en strid om ambulancers passage over grænsen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker