Arabiske lande beskylder Iran for at destabilisere region
Landene i Den Arabiske Liga er enige om at støtte Saudi-Arabien mod "fjendtlige handlinger" fra Iran.
Den Arabiske Liga, der søndag holder krisemøde i forlængelse af en diplomatisk konflikt mellem Iran og Saudi-Arabien, beskylder Iran for at destabilisere hele regionen.
Ved mødet i den egyptiske hovedstad, Kairo, nåede de arabiske ministre til enighed om at støtte Saudi-Arabien mod "fjendtlige handlinger" fra Iran.
I en afsluttende erklæring fordømmer Den Arabiske Liga også Teheran for rapporter om, at Den Iranske Revolutionsgarde skulle stå bag en militant gruppe, der er blevet afsløret i Bahrain.
Alle medlemmer af ligaen stemte for erklæringen på nær Libanon, hvor den iranskstøttede Hizbollahmilits er en magtfuld politisk kraft.
Krisemødet i Kairo er indkaldt, da Saudi-Arabien mandag afbrød de diplomatiske forbindelser til Iran, i en reaktion på at iranske demonstranter var brudt ind på den saudiarabiske ambassade i Teheran.
Iranerne trængte ind på ambassaden, da Saudi-Arabien havde henrettet den shiitiske sheik Nimr al-Nimr i forbindelse med en massehenrettelse, som har mødt fordømmelse over hele verden.
Det fjendtlige forhold mellem Saudi-Arabien og Iran er ikke nyt, men den forværrede diplomatiske krise vækker international bekymring.
De to lande - i særdeleshed Iran - regnes for centrale aktører i en løsning på konflikten i Syrien, hvor en ødelæggende og blodig krig snart går ind i sit sjette år.
Iran støtter det syriske styre med præsident Bashar al-Assad i spidsen, mens Saudi-Arabien støtter oppositionen, der vil vælte Assad.
Saudi-Arabien fastholder, at konflikten med Teheran ikke får konsekvenser for fredsprocessen i Syrien.
- Vi har tidligere tilkendegivet vores støtte til oppositionen i Syrien og bestræbelserne på at finde en fredelig løsning i Syrien, siger den saudiarabiske udenrigsminister, Adel al-Jubeir.
- Det gælder fortsat. Vi tror på det, og vi støtter fredsprocessen fuldt ud trods uoverensstemmelser med Iran.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde