De arabiske lande vil måske allerede i næste uge gå til FN's Sikkerhedsråd, hvis Syrien modsætter sig en arabisk plan, der skal stoppe angreb på demonstranter.
Det siger Qatars udenrigsminister, Hamid bin Jassim al-Thani, efter arabiske ministre tidligere lørdag diskuterede situationen i Syrien.
Udenrigsministeren udtrykker frustration over, at Syrien ikke har vist vilje til at efterleve en aftale, som der var enighed om for seks uger siden.
- Hvis dette spørgsmål ikke er løst i de kommende uger eller måneder, så vil det ikke længere være under arabisk kontrol, siger han.
- Dette er, hvad vi fortalte syrerne fra begyndelsen.
FN skønner, at over 5000 er dræbt i Syrien siden marts under politiets og hærens angreb på demonstranter. Aktivister siger, at yderligere 21 mennesker er dræbt lørdag.
Arabiske ministre vil onsdag stemme om, hvorvidt man skal bede FN's Sikkerhedsråd om at overtage den arabiske plan for Syrien.
Syrien har tidligere med visse betingelser sagt ja til, at der kan sendes observatører, som skal følge implementeringen af en aftale fra den 2. november.
Det er Den Arabiske Liga, som står bag planen. De arabiske lande vil have Syriens præsident, Bashar al-Assad, til at trække hæren ud af de syriske byer.
Men Syrien har protesteret over, at fokus kun er på de civile og peger på, at også politifolk og soldater er dræbt under sammenstød med oppositionen.
Den Arabiske Liga har suspenderet Syrien som medlem og vedtaget økonomiske sanktioner rettet mod styret.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned