19 minearbejdere er tirsdag blevet reddet op fra en oversvømmet mine i det nordøstlige Kina. Minearbejderne har været indespærret i en uge.
På det statslige tv kunne man se minearbejderne blive båret væk fra mineskakten på bårer. De var pakket ind i tæpper og deres øjne var beskyttet mod det dagslys, som de ikke har set i syv dage. Flere af minearbejderne takkede højlydt deres redningsmænd.
Ifølge nyhedsbureauet Xinhua befinder der sig fortsat tre arbejdere i den oversvømmede mine i provinsen Heilongjiang.
Minen blev oversvømmet den 23. august, da arbejderne ved en fejl borede hul til en tilstødende mineskakt, der var fyldt med vand.
På det tidspunkt var der 45 personer i minen. De 19 undslap umiddelbart, mens fire blev reddet op til overfladen lørdag, hvoraf den ene senere er død. Tirsdag er det så lykkedes at hive yderligere 19 folk ud af dødsfælden.
Kulminerne i Kina har et forfærdeligt omdømme med mange dødelige arbejdsulykker.
Den store økonomiske vækst i landet øger konstant behovet for mere kul til kraftværkerne, og det får flere mineselskaber til at ignorere sikkerheden for arbejderne. I juli omkom 23, da en mine blev oversvømmet i den sydvestlige Guizhou-provins.
I 2010 mistede 2433 kinesiske kulminearbejdere livet ved arbejdsulykker, ifølge de officielle statistikker. Det svarer til godt seks dødsfald om dagen.
Uafhængige kilder hævder, at dødstallene er langt højere. Især fordi direktørerne for minerne undlader at indberette ulykker af frygt for økonomiske repressalier og for at undgå straf.
Den 24. august oplyste myndighederne i Boli, hvor den oversvømmede mine ligger, at to ledende medarbejdere er afskediget som følge af ulykken.
Myndighederne forlangte minen nedlagt i 2007, men den 16. august i år genoptog ejeren, Hengtai Coal Mining Co., uden tilladelse produktionen.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde