Arbejderpartiet i Holland overrasker ved EU-valg
Et jubelbrøl lyder på caféen Millers i Haag, hvor medlemmer af det hollandske arbejderparti, PvdA, følger en valgstedsmåling på tv-skærmen om EU-valget. Den giver en uventet sejr til partiet. Foto: Koen Van Weel/Ritzau Scanpix
Koen Van Weel/Ritzau Scanpix
Socialdemokrater og liberale er etter og toer ved EU-valget i Holland ifølge valgstedsmåling.
Arbejderpartiet er den overraskende vinder i Holland ved valget til Europa-Parlamentet med 18,4 procent af stemmerne, viser en valgstedsmåling.
Det er den første valgstedsmåling fra EU-valget i de 28 lande. Holland og Storbritannien har stemt torsdag, mens de øvrige lande stemmer frem til og med søndag.
Valgets toer i Holland er premierminister Mark Ruttes liberale parti VVD, siger målingen fra Ipsos.
Hvis målingens resultat holder, vil Arbejderpartiet få fem ud af de 26 pladser, som Holland har i Europa-Parlamentet. Ruttes parti vil få fire pladser, mens den højrenationale gruppe Demokratisk Forum, der ledes af Thierry Baudet, får tre pladser.
Baudet er i Holland en kendt klimaskeptiker, og han var spået et godt valg - at han og hans Demokratisk Forum kunne spille lige op med Ruttes VVD.
At Arbejderpartiet kommer ind som nummer et er overraskende, fordi partiet ved det seneste parlamentsvalg klarede sig katastrofalt dårligt.
Men et af partiets aktiver i europæisk sammenhæng er EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans.
Hollænderen har meldt sig ind i opgøret om at blive den næste formand for EU-Kommissionen.
Det endelige resultat fra valgene i de 28 EU-lande ventes først søndag, når alle lande har stemt.
EU-valget i Storbritannien torsdag var ikke planlagt. Men eftersom det ikke er lykkedes den britiske regering og parlamentet at bliv enige om en brexitplan, ja så er briterne stadig en del af EU og er nødt til at stemme til Europa-Parlamentet.
Meningsmålinger har givet det af Nigel Farages nystiftede antieuropæiske parti - Brexitpartiet- langt de fleste stemmer, mens premierminister Theresa Mays Konservative Parti står til et kæmpe nederlag.
De britiske valgsteder lukker torsdag aften klokken 23.00 dansk tid.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned