Arbejdsløs franskmand sætter ild til sig selv

En arbejdsløs franskmand valgte onsdag at sætte ild til sig selv i desperation over, at han var blevet nægtet dagpenge.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den voldsomme handling fandt sted foran jobkontoret i den vestfranske by Nantes og kostede manden livet, siger politiet.

Inden selvafbrændingen havde manden sendt beskeder til journalister om, at han ville sætte ild til sig selv efter at være blevet erklæret uegnet til at modtage dagpenge.

I august 2012 overgik den samme skæbne en 51-årig arbejdsløs mand, der brændte ihjel nær hovedstaden Paris.

Antallet af arbejdsløse i Frankrig har været stødt stigende i de seneste 20 måneder og kan snart nå den hidtidige rekord fra januar 1997, hvor 3,2 millioner franskmænd stod uden job.

/ritzau/AFP