Argentina beskylder Iran for dødelige angreb i 90'erne
85 personer blev slået ihjel, da en lastbil med sprængstof i 1994 kørte ind i den jødiske institution i Buenos Aires. 300 blev såret. Foto: Ali Burafi/Ritzau Scanpix
Iran stod ifølge Argentina bag angreb i henholdsvis 1992 og 1994 mod israelsk ambassade og jødisk institution.
Iran får skylden for angrebene mod Israels ambassade og en jødisk institution i den argentinske hovedstad, Buenos Aires, i henholdsvis 1992 og 1994.
Det er en argentinsk domstol torsdag lokal tid kommet frem til.
85 personer blev slået ihjel, da en lastbil med sprængstof i 1994 kørte ind i den jødiske institution. 300 blev såret.
To år forinden var 29 personer blevet dræbt, da en bombe detonerede på den israelske ambassade.
Den iransk-allierede gruppe Hizbollah var ifølge domstolen også med til at udføre angrebene, som ingen nogensinde har taget ansvaret for.
Anklagemyndigheden anklager en række højtstående iranske repræsentanter for at have givet ordre til angrebene.
Præstestyret i Irans hovedstad, Teheran, har afvist at have haft noget med angrebene at gøre.
Argentina har den største jødiske befolkning i Latinamerika på omkring 300.000.
I torsdagens kendelse beskriver dommerne angrebet mod den jødiske institution som en "forbrydelse mod menneskeheden".
Ifølge dommerne lå det ultimative ansvar for angrebet hos Ali Akbar Hashemi Bahramaie Rafsanjani, Irans daværende præsident, samt en række andre iranske repræsentanter og medlemmer af Hizbollah.
Præsidenten for en paraplyorganisation for jødiske grupper i Argentina, Jorge Knoblovits, er glad for kendelsen.
- Det er meget vigtigt, fordi det betyder, at ofrene kan tage sagen videre til Den Internationale Straffedomstol, siger han til en radiostation.
Den daværende argentinske præsident Carlos Menem, som stod i spidsen for landet under begge angreb, blev efterfølgende retsforfulgt for at have vanskeliggjort efterforskningen.
Menem, som døde i 2021, blev dog frikendt. Hans tidligere efterretningschef Hugo Anzorreguy blev idømt 4,5 års fængsel i samme sag.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned