Argentina om Falklands-afstemning: Det er en parodi
Glem alt om den værdiløse folkeafstemning på Falklandsøerne. Det hele handler alligevel om, hvad stormagten USA mener.
Sådan lyder meldingen fra den argentinske præsident, Cristina Kirchner. Hun tordner mod afstemningen, hvor et uomtvisteligt flertal på den forblæste fåreavler-øgruppe i Sydatlanten har stemt ja til at forblive en selvstyrende britisk koloni.
- Hvad der er vigtigt i dag, er USA's holdning til denne parodi af en folkeafstemning, siger Kirchner fra den lyserøde regeringsbygning Casa Rosada, der ligger i midten af hovedstaden Buenos Aires.
- Talskvinden for udenrigsministeriet (det amerikanske udenrigsministerium, red.) siger, at de vil fortsætte med at anerkende, at der er en suverænitets-strid mellem Argentina og Storbritannien, tilføjer præsidenten.
Politikerne på Falklandsøerne håber derimod, at det rungende "ja" - hvor 98,8 procent stemte for at fastholde forbindelsen til London som hidtil - vil gøre det nemmere at opnå udenlandsk støtte i sagen.
For eksempel i netop USA, som altså forholder sig neutralt i suverænitetsstriden.
De fleste argentinere mener, at øgruppen, der har været britisk siden 1833, retteligt bør tilhøre Argentina. Den egentlige strid gælder olie- og gasressourcer, lyder den udbredte opfattelse. Lokale myndigheder på øerne håber at kunne udvinde olie inden 2017.
Storbritannien og Argentina udkæmpede i 1982 en krig om det omstridte territorium, der ligger 400 kilometer sydøst for det sydamerikanske land. Britiske styrker genvandt kontrollen over øgruppen efter en argentinsk invasion.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde