Argentinas præsident advarer mod socialisme i Europa
Argentinas præsident, Javier Milei, bliver eskorteret ud af bygningen efter sin tale i Davos, hvor han hyldede virksomhedsledere og advarede mod den "politiske kaste" og "parasitterne, som lever af staten". Foto: Hannes P Albert/Ritzau Scanpix
Argentinas nye præsident talte i Davos mod "den politiske kaste" og "parasitterne, som lever af staten".
Argentinas nye liberale præsident, Javier Milei, vakte opsigt på det økonomiske topmøde i Davos onsdag, da han advarede den globale politiske og økonomiske elite om en farlig udvikling i Europa.
- Jeg er her i dag for at fortælle jer, at Vesten er i fare, sagde han og advarede efterfølgende mod "socialisme og radikal feminisme."
Den kapitalistiske Milei støtter det frie markeds uhindrede udfoldelse. Han er på sin jomfrurejse i præsidentembedet, og han priste onsdag iværksættere som "helte", da han talte ved det økonomiske topmøde i Davos i Schweiz.
- Fri markedskapitalisme er det eneste alternativ til fattigdom, sagde han.
- Vesten er i fare, fordi de, som skulle beskytte Vestens værdier, er præget af en vision, som ubønhørligt vil føre til socialisme og dermed fattigdom.
Den 53-årige argentinske leder, som er blevet sammenlignet med Donald Trump, sagde, at virksomhedsledere, ikke skal være bange for den "politiske kaste" og "parasitterne, som lever af staten".
- Staten er ikke løsningen. Staten er problemet, sagde Milei og tilføjede:
- I er de sande helte i denne historie. I skal vide, at I fra nu af kan regne med Argentina, som en betingelsesløs allieret.
Milei råbte "leve friheden" til sidst i sin tale.
Mileis økonomiske reformer har skabt store spændinger i hjemlandet. Mellem jul og nytår gik tusindvis på gaden i det sydamerikanske land for at vise deres utilfredshed med præsidentens politik.
Milei blev i november valgt som ny præsident i Argentina, som kæmper med den værste økonomiske krise i årtier. To femtedele af Argentinas befolkning lever i fattigdom.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker