Argentinas præsident er uønsket til Thatchers begravelse
Storbritannien har inviteret både den nuværende og tidligere amerikanske præsidenter til Margaret Thatchers begravelse i næste uge.
Det oplyser premierminister David Camerons kontor.
Én er dog uønsket.
For Downing Street 10 lader forstå, at man ikke ønsker at se Argentinas præsident, Cristina Kirchner.
- Det kan jeg bekræfte, ja, siger en talsmand for Camerons kontor.
Det er en understregning af, at forholdet mellem Storbritannien og Argentina stadig er fjendtligt, efter de to lande i 1982 i Thatchers regeringstid udkæmpede en krig om Falklandsøerne.
Thatcher, der var premierminister fra 1979 til 1990, døde mandag, 87 år gammel.
Den britiske regering vil i løbet af torsdagen frigive navnene på de statsledere og prominente figurer, der bliver inviteret til den statsmandslignende begravelse.
Med til begravelsen er inviteret alle nuværende og tidligere ministre, og der vil også blive sendt invitationer til medlemmer af Nelson Mandelas familie i Sydafrika, siger Downing Street.
Mandela havde på intet tidspunkt i Thatchers regeringstid hendes sympati, mens han afsonede en livstidsdom på Robben Island.
Hun anså ham for at være en kommunist og terrorist og nægtede at støtte sanktioner mod det sydafrikanske apartheidregime.
Hun var i sin samtid en af de mest splittende personer i det britiske samfund, og kritikerne mener, at hun var destruktiv i europæisk politik.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker