Argentinere skal vælge mellem Massa og Milei i anden valgrunde
Jair Bolsonaros søn Eduardo Bolsonaro var til stede under søndagens valg for at vise sin støtte til Milei. Her ses han tage en selfie med andre Milei-støtter ved an valgfest. Foto: Luis Robayo/Ritzau Scanpix
Ingen af kandidaterne har fået nok stemmer til at blive Argentinas næste præsident ved første valgrunde.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Der skal endnu en valgrunde til, før Argentinas næste præsident bliver fundet.
Ved søndagens valg har den højreorienterede Javier Milei fået lidt mere end 30 procent af stemmerne, mens den nuværende økonomiminister i Argentina, Sergio Massa, har fået omkring 36,6 procent.
98 procent af stemmerne er optalt, skriver Reuters.
Det kræver 45 procent af stemmerne eller 40 procent samt en føring på mere end 10 procentpoint ned til nummer to, hvis en af kandidaterne skal vælges i den første valgrunde.
Dermed bliver det et valg mellem Javier Milei og Sergio Massa, når argentinerne skal til stemmeurnerne igen ved anden valgrunde 19. november.
Annonce
Massa repræsenterer den centrumvenstre-orienterede Peronist-koalition, der har siddet på magten i årtier. Koalitionen går ind for statslig indblanding og velfærdsprogrammer. De seneste år er koalitionens popularitet faldet.
Blandt andet er Massa af kritikere blevet beskyldt for at have ladet inflationen løbe løbsk.
Javier Milei, der tidligere er mødt op til vælgerarrangementer med en elektrisk motorsav, har lovet at nedskære de offentlige udgifter med 15 procent. Foto: Luis Robayo/Ritzau Scanpix
Valget i Argentina finder sted, mens inflationen ligger på 140 procent på årsbasis. Det har skabt økonomiske problemer for en stor del af den argentinske befolkning, hvoraf 40 procent lever i fattigdom.
Inden valget var det Milei, der førte i meningsmålingerne.
Han bliver sammenlignet med den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump, og den tidligere brasilianske præsident, Jair Bolsonaro.
Bolsonaros søn Eduardo Bolsonaro var endda til stede under søndagens valg for at vise sin støtte til Milei.
- Jeg tror, Milei vinder. Om det er i den første eller anden runde betyder ikke noget, sagde han.
Javier Milei, der er mødt op til vælgerarrangementer med en elektrisk motorsav, har lovet at reducere de offentlige udgifter med 15 procent.
Han er imod abort og ønsker at droppe omkring ti af regeringens ministerier. Og så tror han ikke på, at mennesker er ansvarlige for klimaforandringer.
Massa repræsenterer den centrumvenstre-orienterede Peronist-koalition, der har siddet på magten i Argentina i årtier. Foto: Daniel Jayo/Ritzau Scanpix
Ved søndagens valg fik den konservative tidligere sikkerhedsminister Patricia Bullrich tredjeflest stemmer. Ifølge Reuters havde hun fået 23,8 procent af stemmerne, da 98 procent var optalt.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker