Politifolk i den amerikanske delstat Arizona har gennemført en af de mest omfattende operationer mod narkokriminalitet i den sydvestlige del af USA nogensinde.
Myndighederne har beslaglagt adskillige ton narkotika og arresteret mindst 70 personer, som de mistænker for at være smuglere med direkte forbindelser til brutale narkokarteller i nabolandet Mexico.
Det fortæller en embedsmand, der er involveret i operationen, men udtaler sig under krav om anonymitet, til nyhedsbureauet Reuters.
Den storstilede operation, som er blevet udført i fællesskab mellem myndigheder på lokalt, delstatsligt og føderalt niveau i USA, har ført til konfiskeringen af stoffer, penge, våben, ammunition og skudsikre veste.
Blandt det store antal anholdte er såvel amerikanske som mexicanske statsborgere.
Narkoen blev smuglet ind i Arizona, der grænser op til Mexico, i biler, fly, til fods og gennem tunneler, lyder det.
Kartellet, som de amerikanske myndigheder nu slår til mod, har base i den nordvestlige stat Sinaloa, der regnes som arnestedet for mexicansk narkotrafik siden 1960'erne. Staten ligger ved Mexicos stillehavskyst og huser store hash- og opiumplantager.
Kartellet menes at stå bag 65 procent af al narkosmugling ind i USA fra Mexico.
Her er titusinder af mennesker blevet slået ihjel i narkorelateret vold siden præsident Felipe Calderon satte gang en militær kampagne mod kartellerne, efter han kom til magten i 2006.
Yderligere oplysninger om operationen i Arizona vil blive offentliggjort ved en pressekonference mandag i delstatshovedstaden Phoenix, rapporterer Reuters.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned