Asiana Airlines køber seks superjumboer

Det sydkoreanske flyselskab Asiana Air siger, at det er blevet enig med Airbus om køb af seks "superjumboer", der har det officielle navn A380. Handlen har en værdi af 10,2 milliarder kroner.

Verdens næststørste flyselskab meddeler, at den europæiske flyfabrikant har lovet af levere flyene mellem 2014 og 2017. De nye indkøb skal bruges på ruter til Europa og USA.

Aftalen kommer efter, at visumreglerne for sydkoreanere, som rejser til USA, er blevet lempet, hvilket giver grobund for flere længere flyvninger over Stillehavet.

- Lange flyvninger forventes at vokse med mere end fem procent hvert år på grund af frihandelsaftaler (med USA og EU, red.) og visumfrafaldsprogrammet, siger topchef i Asiana Airlines, Yoon Yong-Doo.

- Vi har truffet en beslutning om at accelerere vores vækst, siger han.

Et Airbus A380 fra Qantas Airways måtte i november nødlande i Singapore, da en af flyets fire motorer eksploderede. Efterfølgende valgte Quantas at grounde sine eksemplarer af verdens største passagerfly.

Tvivlen omkring A380 kan betyde, at det tager længere tid for Airbus at tjene penge på A380, der har kostet næsten 90 milliarder kroner at udvikle.

Salget af modellen toppede i 2001, da det store passagerfly stadig var i udviklingsfasen. Dengang fik selskabet ordrer på 85 styk.

/ritzau/AFP

Verdens største passagerfly, Airbus A380, sælger igen efter en motoreksplosion skabte tvivl om flyets formåen.

Offentliggjort Sidst opdateret