Asien-kurser dykker trods løfter fra ECB

Frygt prægede mandag aktiehandlen i Asien i kølvandet på den historiske nedvurdering af USA's kreditværdighed og forsikringer og løfter fra både Den Europæiske Centralbank og G7-gruppen.

I Tokyo var kurserne faldet 2,18 procent, da børsen lukkede mandag. I Sydkorea faldt kurserne 3,82 procent hen over dagen og var på et tidspunkt nede på et fald på over syv procent.

I Kina faldt kurserne 3,79 procent, og Shanghai Composite Indekset faldt til det laveste niveau siden den 19. juli 2010.

Usikkerheden fik prisen på guld til at stige til over 1700 dollar per ounce (28,35 gram).

Den dystre stemning bliver understreget af økonomen og nobelprismodtageren Nouriel Roubini i en artikel i Financial Times.

- Den misforståede beslutning hos kreditvurderingsinstituttet Standard and Poor's om at nedjustere bedømmelsen af USA's kreditværdighed på et tidspunkt med så alvorlig uro og økonomisk svaghed øger kun risikoen for 'dobbeltdyk' og måske endda større finanspolitiske underskud, advarer han og tilføjer:

- Så kan vi undgå endnu en alvorlig recession? Det kan simpelt hen vise sig at være "mission impossible."

Usikkerheden opfattes som særligt alarmerende, fordi det ikke har gjort noget større indtryk, at finansministrene i G7-gruppen har erklæret sig "parate til at gribe ind for at sikre stabilitet og likviditet på markederne."

Blandt investorerne var der også kun en kortvarig reaktion på en usædvanlig udmelding fra ECB, der lover "en aktiv implementering" af det omstridte program om opkøb af statsobligationer for at bekæmpe gældskrisen i eurozonen.

- Investorerne sælger i panik uden at tage højde for aktiernes værdi eller selskabernes udsigt til indtjening, siger Wu Dazhong, analytiker ved kinesiske Guotai Jun'an Securities.

/ritzau/Reuters

Løfter fra G7 og ECB gør ikke indtryk på aktiemarkeder i Asien, hvor stor usikkerhed prægede handlen mandag.

Offentliggjort Sidst opdateret