Asiens aktier stiger trods nyt kredithug

Det japanske aktiemarked er tirsdag åbnet med stigende kurser trods mandagens nedsættelse af kreditvurderingen for den europæiske krisefond EFSF.

Frankrig mistede fredag sin topkarakter hos kreditvurderingsfirmaet Standard & Poor's (S&P), men formåede mandag alligevel at sælge obligationer for 8,7 milliarder euro til renter, der var lavere end ved den forrige auktion.

Og det bidrager også til den gode stemning på børserne i Asien.

Ifølge Nordea var mandagens salg af franske statsobligationer et vigtigt fingerpeg om, hvorvidt de globale aktiemarkeder kan ryste den nedsættelse af flere eurolandes kreditvurdering af sig, som S&P annoncerede fredag.

Tirsdag sætter Spanien obligationer til salg, og det samme gælder for eurozonens krisefond EFSF.

- Det er vigtigt at holde øje med markedets reaktioner på disse auktioner, fastslår Nordea i en aktiekommentar.

I Tokyo ligger det toneangivende Nikkei 225-indeks 0,5 procent højere, mens investorerne i Hongkong handler det lokale indeks op med knap én procent. I Sydkorea stiger hovedindekset samtidig med 1,5 procent, ifølge Bloomberg News.

At de lavere kreditvurderinger fra S&P ikke præger aktiemarkederne særligt voldsomt skyldes, at beslutningen delvist var ventet.

- Den ret begrænsede kurseffekt kan findes i, at S&P allerede inden EU-topmødet den 9. december advarede om, at hvis ikke der skete markante fremskridt, kunne det føre til nedgraderinger, forklarer Nordea.

På Wall Street i New York holdt aktiebørserne mandag fri som følge af Martin Luther King Day. Det danske aktiemarked sluttede mandagen med en fremgang på godt én procent.

/ritzau/

Den lavere kreditvurdering for flere eurolande og krisefond holder ikke køberne tilbage på børserne i Asien.

Offentliggjort Sidst opdateret