Assad bomber oprørsforstæder efter gas-beskyldninger
Torsdag morgen fortsatte den syriske regeringshærs bombardement af oprørskontrollerede forstæder til Damaskus.
Raketter og mortergranater blev sendt ind over forstæderne Jobar og Zamalka, som ligger i den østlige del af byen. Også nord og syd for byen har præsident Bashar al-Assads soldater angrebet torsdag.
Bombardementet kommer dagen efter, at mange hundreder - ifølge oprørerne - har mistet livet ved et kombineret gas- og bombeangreb.
Aktivistgrupper hævder, at mellem 500 og 1300 mennesker blev dræbt ved onsdagens angreb i Ghouta nær hovedstaden.
En soldat, Fadi al-Shami, fra en af Den Frie Syriske Hærs brigader fortæller, at oprørssoldater har nærmet sig regeringstropperne ved byerne Jobar og Zamalka.
Ifølge soldaten har de nærmet sig regeringshæren blandt andet for at være i sikkerhed, hvis der skulle komme et gasangreb.
Onsdag aften var FN's Sikkerhedsråd samlet for at diskutere påstanden om, at Bashar al-Assad har anvendt giftgasser mod oprørerne natten til onsdag.
Sikkerhedsrådet beordrede dog ikke nogen undersøgelse af angrebet. Hvis angrebet bekræftes, er det et af verdens værste angreb med kemiske våben i årtier.
- Der er en stærk bekymring blandt rådets medlemmer omkring beskyldningerne og et generelt ønske om, at der må skabes klarhed omkring, hvad der skete, og at situationen må følges tæt, sagde Argentinas FN-ambassadør, Maria Cristina Perceval, sent onsdag.
35 lande - heriblandt USA, Storbritannien og Frankrig - havde opfordret til, at det FN-hold, der allerede nu befinder sig i Syrien for at undersøge brugen af kemiske våben i den blodige konflikt, også undersøger de seneste beskyldninger.
FN-diplomater siger dog til nyhedsbureauet Reuters, at Kina og Rusland modsatte sig, at Sikkerhedsrådet krævede en undersøgelse.
FN's inspektører for kemiske våben ankom til Damaskus for fire dage siden for at undersøge påstande om tidligere gasangreb.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker