Assange appellerer direkte til Obama
WikiLeaks' grundlægger, Julian Assange, opfordrer søndag eftermiddag USA's præsident, Barack Obama, til at afstå fra at fortsætte heksejagten på WikiLeaks og gøre det rigtige ved at lade FBI indstille sin efterforskning af organisationen.
Ordene faldt fra en balkon på Ecuadors ambassade i London, hvor Assange siden 19. juni har opholdt sig uden for de britiske myndigheders rækkevidde.
- USA må garantere, at vores medarbejdere eller tilhængere ikke vil blive retsforfulgt. Hvis Bradley Manning har gjort, hvad han er beskyldt for, så er han en helt og helt uvurderlig for os alle, siger Assange fra balkonen.
Bradley Manning har onsdag tilbragt 815 dage i varetægtsfængsel uden at være blevet stillet for en dommer. Det lovlige maksimum er 120 dage. Den amerikanske soldat Mannings brøde er, at han har offentliggjort en række interne amerikanske dokumenter.
Fra balkonen benytter Assange også lejligheden til at hylde det mod, som Ecuadors præsident har udvist ved at give ham asyl.
- Jeg takker præsident Rafael Correa for det mod, han har vist ved at overveje og give mig politisk asyl, siger Assange til verdenspressen, der er samlet foran det sydamerikanske lands ambassade i London.
At den 42-årige whistleblower ikke benytter fordøren som talerstol skyldes, at korridoren ind til ambassaden ikke regnes for at være under ecuadoriansk suverænitet. Han vil blive anholdt på stedet.
De britiske myndigheder er indstillet på at udlevere ham til Sverige, hvor han er efterlyst for at have krænket to kvinder seksuelt. Men det, Assange frygter, er, at Sverige vil udlevere ham til USA.
Til amerikanernes store fortrydelse, har Wikileaks stået bag offentliggørelsen af kontroversielle dokumenter om blandt andet krigene i Irak og Afghanistan.
Assange takker sine tilhængere foran ambassaden i London ved at sige:
- I bragte verdens øjne med jer.
Mens det regnede rundt om Equadors ambassade var omkring 50 politifolk udstationeret, klar til at anholde Assange, hvis han på nogen måde skulle finde på at forlade ambassaden.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned