Astronaut gift på 93-års fødselsdag: Vi er som bortløbne teenagere
Den pensionerede astronaut Buzz Aldrin, der blev det andet menneske på Månen, under et besøg på rumcenteret Cape Canaveral i Florida i 2019 sammen med sin samlever Anca Faur. Nu har parret giftet sig i moden alder. Foto: John Raoux/Ritzau Scanpix
Buzz Aldrin, der deltog i første månelanding, gifter sig med sin kæreste gennem mange år.
Buzz Aldrin, astronauten der var det andet menneske, som gik på Månen, har lørdag på sin 93-års fødselsdag giftet sig med sin veninde.
Aldrin skriver på Twitter, at brudeparret er "lige så spændte som bortløbne teenagere".
- På min 93-års fødselsdag kan jeg med glæde meddele, at min kæreste gennem lang tid, dr. Anca Faur, og jeg har ladet os smede i Hymens lænker, fortæller han.
Anca Faur er ifølge amerikanske medier 63 år.
Aldrin blev verdensberømt og satte et bogstaveligt aftryk i verdenshistorien, da han 20. juli 1969 som en del af missionen Apollo 11 landede på Månen.
Her fulgte han lige efter sin kollega Neil Armstrong ned ad stigen og satte som det andet menneske nogensinde fod på Månen.
Faur, som har en doktorgrad i kemi, har været vicedirektør i den tidligere astronauts selskab Buzz Aldrin Ventures.
- Vi blev ført ind i ægteskabet ved en lille privat ceremoni i Los Angeles og er lige så spændte som bortløbne teenagere, skriver han i sit tweet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned