Et russisk Sojus rumfartøj har bragt en russisk kosmonaut samt en amerikansk og en japansk astronaut tilbage til jorden. De er landet på en steppe i Kasakhstan efter et fem en halv måned langt ophold i rummet.
Russeren Oleg Kotov, japaneren Soichi Noguchi og amerikanerenTimothy Creamer er landet sydøst for byen Jeskasgan efter den lange mission på Den Internationale Rumstation (ISS), oplyser den russiske rumkontrol uden for Moskva.
Tv-billeder viser Sojus rumkapslen blive styret af en faldskærm ned mod jordoverfladen, hvor den ved nedslaget sender en ordentlig støvsky op mod den klare blå himmel.
Trioen, der sad fastspændt i deres sæder, dækket med tæpper, fik æbler, som er den traditionelle velkomsthilsen, mens læger og redningsfolk svirrede rundt om de tre for at foretage tjek og hjælpe dem tilbage til tyngdeloven.
- Det var en meget fin landing. Alle har det fortrinligt, siger chefen for Ruslands rumagentur. Alle landinger i den senere tid er forløbet perfekt med høj præcision, siger Anatolij Perminov i et tv-interview.
Trioen forlod jorden i december for at gennemføre en mission på ISS, hvor de tilbragte fem og en halv måned. Blandt de 60 opgaver på ISS var at lægge sidste hånd på det amerikanske laboratoriums forskningsfaciliteter, siger Nasa.
De russiske kosmonauter Aleksandr Skvortsov og Mikhail Kornijenko og den amerikanske astronaut Tracy Caldwell Dyson har nu overtaget kommandoen af ISS.
Den Internationale Rumstation, der kredser 350 km over jorden, er en avanceret platform for videnskabelige forsøg, der hjælper med at teste virkningen af langvarige rumrejser på mennesker, hvilket er en nødvendighed i forbindelse med enhver rejse til den fjerntliggende planet Mars.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker