Atlanta fyrer to betjente for voldelig anholdelse af ungt par
Mange demonstranter var på gaden i Atlanta søndag for at protestere over George Floyds død. Foto: Dustin Chambers/Reuters
Dustin Chambers/Reuters
To politibetjente i Atlanta tvang et ungt par ud af en bil med brug af strømpistoler og er nu blevet fyret.
To politibetjente i Atlanta er blevet fyret for overdreven brug af magt mod to studerende lørdag aften.
Det oplyser byens borgmester, Keisha Lance Bottoms, søndag ifølge flere amerikanske medier.
Tre andre politibetjente, som var til stede under hændelsen, er blevet henstillet til skrivebordsarbejde, mens en undersøgelse pågår.
Det var politichef Erika Shields, der fyrede de to betjente, efter at hun havde gennemgået videooptagelser fra betjentenes kropskameraer.
Shields siger, at "det var virkelig chokerende at se" og kalder det for "klart overdreven brug af magt", skriver nyhedsbureauet dpa.
En video af hændelsen viser en gruppe politibetjente iført beskyttelsesudstyr og gasmasker omringe en bil med en ung mandlig chauffør og en ung kvindelig passager.
Kvinden bliver hevet ud af bilen, lagt på jorden og får hænderne bundet sammen med strips bag ryggen, før hun bliver ført væk.
Imens bruger andre betjente en strømpistol mod manden, der fortsat sidder inde i bilen, ligesom at de smadrer en siderude i bilen.
Både manden og kvinden bliver pågrebet uden at gøre synlig modstand.
Det er fortsat uvist, hvad der førte til anholdelsen af de to, skriver CNN.
I Atlanta blev 51 personer anholdt lørdag aften, og en mindre gruppe af demonstranter ignorerede myndighedernes udgangsforbud efter klokken 21.00.
Det rapporterer den lokale tv-station WYFF4.
Desuden blev politibiler ødelagt og sat i brand, mens CNN's hovedkvarter i byen blev vandaliseret.
Borgmester Keisha Lance Bottoms adresserede tidligere søndag indbyggerne i Atlanta.
- Jeg er mor til fire sorte børn i USA. En af dem er under 18 år.
- Da jeg så drabet på George Floyd, gjorde det som mor ondt, sagde hun.
George Floyd, en ubevæbnet sort mand, døde mandag i Minneapolis i forbindelse med en brutal anholdelse, hvor en hvid betjent i adskillige minutter pressede sit knæ ned på Floyds hals.
George Floyds død har medført enorme protester på tværs af hele USA.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned