Australien dropper omstridt pengestop til vindmøller
Offentlig investeringsbank har igen tilladelse til at sætte penge i projekter med vindenergi.
Vindmøller og andre projekter med vindenergi er igen kommet ind i varmen hos den australske regering.
Landets premierminister, Malcolm Turnbull, har ifølge Fairfax Media besluttet at droppe et kontroversielt forbud mod offentlige investeringer i vindenergi, skriver The Sydney Morning Herald.
Forbuddet blev i juni indført af Turnbulls partifælle Tony Abbott, der dengang sad på posten som premierminister.
Abbott blev i september vippet af pinden efter et internt opgør i Australiens konservative parti.
Australske medier kalder Turnbulls beslutning for det første store opgør med Abbott-regeringens miljø- og klimapolitik.
Den tidligere premierminister har beskrevet vindmøller som "visuelt skrækkelige" og "larmende". Han beordrede i juni Clean Energy Finance Corporation, en såkaldt grøn investeringsbank, til ikke at investere i vindenergiprojekter.
Den grønne bank har ti milliarder australske dollar - i omegnen af 50 milliarder kroner - til at investere i vedvarende energi. Banken blev oprettet af den tidligere Labor-regering.
Under det nye mandat vil Clean Energy Finance Corporation kunne investere i ethvert vindprojekt, hvis det indeholder "nye og innovative" teknologier. Der bliver dog opfordret til at fokusere på projekter på havet såsom havvindmøller.
Ifølge Fairfax Media har Turnbulls beslutning allerede haft en synlig effekt. I sidste uge tilkendegav den grønne bank, at den vil støtte et stort projekt i Ararat i delstaten Victoria med 67 millioner dollar.
Vindmøller producerer i dag 30 procent af Australiens vedvarende energi og fire procent af landets samlede energiforbrug.
Danske Vestas har leveret møller til flere forskellige projekter i det store land.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned