Australien evakuerer ambassade i Kijev under optrappet konflikt

Flere lande har i løbet af de seneste dage kaldt borgere hjem fra Ukraine. Nu evakuerer Australien ambassade.

Offentliggjort Sidst opdateret

Australien evakuerer sine ansatte på ambassaden i Ukraines hovedstad, Kijev.

Det oplyser det australske udenrigsministerium søndag morgen lokal tid.

Årsagen er frygt for en forestående russisk invasion i Ukraine.

- Vi flytter vores aktiviteter til et midlertidigt kontor i Lviv (by i Ukraine omkrig 70 kilometer fra grænsen til Polen, red.), lyder det fra ministeriet.

Evakueringen sker, dagen efter at Australiens premierminister, Scott Morrison, rådede landets statsborgere til at forlade Ukraine hurtigst muligt.

Dermed fulgte Australien en række lande, inklusive Danmark, Norge og Storbritannien, der har opfordret borgere til at rejse hjem på grund af konflikten i Ukraine.

Der lyder også meldinger om, at USA vil evakuere sine ambassadeansatte i Kijev. Det er dog ikke endeligt bekræftet.

Fredag aften kaldte USA også alle sine statsborgere i Ukraine hjem.

Hvis borgerne ikke ville forlade landet inden for 48 timer, ville de ikke kunne forvente hjælp i landet, lød det fra den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan.

Det skyldes ifølge Jake Sullivan den overhængende fare for en russisk invasion i Ukraine.

- Vi fortsætter med at se tegn på russisk optrapning, herunder nye styrker, der ankommer til den ukrainske grænse.

- Vi er nået et punkt, hvor en invasion kan finde sted når som helst, sagde den amerikanske sikkerhedsrådgiver fredag aften.

Han konstaterede, at Rusland lige nu har samlet en styrke ved grænsen til Ukraine, der er stor nok til at gennemføre et omfattende angreb.

Jake Sullivan sagde samtidig, at USA endnu ikke ved, om Rusland har i sinde at angribe Ukraine.