Australien forlænger international grænselukning indtil juni
Australien vil endnu ikke åbne sine grænser for internationale rejsende på grund af frygt for coronavarianter.
Australien vil forlænge en snart et år lang nedlukning af landets internationale grænser med mindst tre måneder indtil midten af juni.
Det oplyser landets sundhedsminister, Greg Hunt, tirsdag.
Dermed fortsætter landet sin selvvalgte isolation fra resten af verden lidt endnu for at holde coronapandemien i skak.
Ministeren siger, at sundhedsmyndighederne har gjort regeringen opmærksom på, at "covid-19-situationen i udlandet fortsætter med at udgøre en uacceptabel risiko for Australiens folkesundhed".
- Især på grund af fremkomsten af mere smitsomme virusvarianter, siger Greg Hunt.
Ingen af varianterne har for alvor fået fat i Australien endnu på grund af landets hårde grænsekontrol. Sådan vil regeringen gerne have, at det forbliver.
Greg Hunt oplyser, at lukningen af Australiens internationale grænser som udgangspunkt vil vare indtil 17. juni.
Australien lukkede grænserne for internationale rejsende i marts sidste år.
Siden har stort set alle andre end australiere og folk med permanent opholdstilladelse været forhindret i at rejse ind i landet med enkelte undtagelser.
Regeringen har også indført grænser for, hvor mange personer der må rejse ind i landet på ugebasis. Det har efterladt tusindvis af australiere strandet i udlandet uden mulighed for at rejse hjem, når de selv har lyst.
Rejsende, der får lov til at komme ind i landet, skal desuden gå i karantæne i fjorten dage på særligt indrettede hoteller ved ankomst. Det sker i øvrigt for egen regning og løber op i tusindvis af kroner.
Tilsammen har tiltagene dog hjulpet Australien med at komme rimelig skånsomt gennem pandemien.
I alt har landet med cirka 25 millioner indbyggere indtil nu registreret 28.986 smittetilfælde og 909 dødsfald.
Det betyder, at der i øjeblikket er indført ganske få restriktioner, hvorfor folk blandt andet kan gå på bar, restaurant og til musikfestivaler.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker