Australien fraråder AstraZeneca-vaccine til folk under 50
Den australske premierminister, Scott Morrison (til højre), og professor Paul Kelly (til venstre) fremlagde torsdag Australiens nye anbefalinger til brug af AstraZeneca-vaccinen. Foto: Uncredited/Ritzau Scanpix
Uncredited/Ritzau Scanpix
Hvis man har fået ét AstraZeneca-stik uden komplikationer, kan man også få det andet, lyder det i Australien.
Australien har torsdag fulgt i mange andre landes fodspor og opdateret sine anbefalinger for brugen af AstraZenecas coronavaccine.
De er blevet fremlagt af premierminister Scott Morrison på et pressemøde.
Her siger Morrison blandt andet, at man på baggrund af de "bedst mulige lægefaglige råd" har frarådet brug af vaccinen til folk under 50 år.
Dog vil personer, der allerede har fået første AstraZeneca-stik og ikke har oplevet komplikationer, også kunne få andet og sidste stik.
Det er anbefalinger fra den australske vaccinerådgivningsgruppe Atagi, der har dannet grundlag for de nye retningslinjer.
- Atagis anbefaling er nu følgende: På nuværende tidspunkt er brugen af Pfizers vaccine foretrukket over brugen af AstraZenecas, når det gælder personer under 50 år, der ikke allerede har fået første AstraZeneca-stik, lyder det fra Atagis medicinchef, professor Paul Kelly, ifølge australske 7News.
Flere andre lande har ændret retningslinjerne for brug af AstraZeneca-vaccinen på grund af bekymringer om sjældne, alvorlige bivirkninger.
I Danmark og Norge er brug af vaccinen suspenderet for alle aldersgrupper.
I Australien understreger professor Paul Kelly, at man stadig anbefaler, at folk over 50 år modtager AstraZeneca-vaccinen.
- Det er baseret på, at risikoen for komplikationer i forbindelse med covid-19 stiger med alderen. Derfor er der en større fordel ved at blive vaccineret. Samtidig er der en potentielt lavere - om end ikke nul procent - risiko for komplikationer ved at få vaccinen, jo ældre man er, siger han.
Foreløbige meldinger viser, at det primært har været relativt unge personer, der har oplevet sjældne sygdomsforløb efter AstraZeneca-vaccinen.
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) meddelte onsdag, at det ser en mulig sammenhæng mellem vaccinen og sygdomsforløbene. Det drejer sig om sjældne tilfælde af usædvanlige blodpropper med et lavt antal blodplader.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker