Australien intensiverer jagt på passagerfly under havet
Det er efterhånden meget usandsynligt, at der bliver fundet vragdele fra det forsvundne Malaysia Airlines-fly på havets overflade i Det Indiske Ocean. Derfor vil eftersøgningen af flyet nu gå ind i en ny fase.
Det siger Australiens premierminister, Tony Abbott, på et pressemøde i hovedstaden Canberra.
Eventuelle vragdele fra flyet, som menes at være styrtet ned i havet, vil på nuværende tidspunkt være sunket, og derfor vil man nu intensivere eftersøgningen på havbunden i et endnu større område. Det kan tage måneder, før den nye eftersøgning er afsluttet, lyder vurderingen.
Tony Abbott indrømmede samtidig, at det også er muligt, at der slet ikke bliver fundet noget fra flyet.
- Vi vil gøre alt, hvad vi overhovedet kan, alt hvad vi med rimelighed kan for at løse dette mysterium, siger han på pressemødet.
Eftersøgningen har været koncentreret omkring et område på 10 kvadratkilometer af havbunden i Det Indiske Ocean.
Det nye søgeområde strækker sig over 700 kilometer gange 80 kilometer, og det kan ifølge Abbott tage seks til otte måneder, før hele området er undersøgt.
Boeing 777-flyet forsvandt 8. marts på vej fra Kuala Lumpur til Beijing med 239 mennesker om bord.
Den snart to måneder lange eftersøgning efter vraget eller dele af flyet er blevet udvidet med en fjernstyret undervandsbåd. Men det har endnu ikke givet resultater, bortset fra at der på et tidspunkt blev opsnappet signaler, der muligvis stammede fra flyets sorte bokse.
Optimismen steg ellers onsdag, da mulige vragdele blev lokaliseret ved Australiens kyst. Men delene har vist sig ikke at stamme fra flyet.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet