Australiens parlament har stemt nej til regeringens klimapakke, der skal nedbringe udledningen af drivhusgasser.
Dermed er der spændt ben for premierminister Kevin Rudds planer om at kunne tage den ny lov om CO2-kvoter med til FN's store klimatopmøde, der indledes i København i næste uge.
Rudd selv er udenlands og har endnu ikke kommenteret afstemningen i parlamentet, men fungerende premierminister Julia Gillard siger, at regeringen vil bringe forslaget til afstemning igen i februar. Det vil give det liberale oppositionsparti endnu en mulighed for at bakke op om klimaloven, siger Gillard.
- Dette land er et af de varmeste og tørreste kontinenter på Jorden. Vi vil blive ramt særligt hårdt og tidligt af klimaforandringer, advarer Gillard.
Regeringens CO2-forslag vil tvinge de største forurenere, særligt inden for kul- og el-sektoren, til at købe tilladelser til at udlede drivhusgasser. Stigende priser skal få virksomhederne til at reducere udledningen af de klimaskadelige stoffer.
Australiens ny oppositionsleder, den konservative katolik Tony Abbott, har slået sig op på et korstog imod blandt andet regeringens klimapolitik.
Det kan muligvis føre til, at der bliver udskrevet valg før tiden. Efter parlamentets anden afvisning af lovforslaget har Rudd nemlig mulighed for at sende vælgerne til stemmeurnerne, noget der ifølge iagttagere kan ske allerede i marts eller april. Derefter kan han forsøge at få loven vedtaget igen, hvis han skulle blive genvalgt.
Gillard afviser imidlertid, at der er udsigt til nyvalg.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker