Australske skolebørn kickstarter global klimaprotest
I september 2018 iværksatte den svenske teenager Greta Thunberg en ugentlig skolestrejke hver fredag under navnet "Fridays for Future" for at få politikerne til at tage klimaudfordringerne seriøst. Billedet her er fra en protest i tyske Dortmund fredag den 2. august. Foto: Ina Fassbender/Ritzau Scanpix
Ina Fassbender/Ritzau Scanpix
Over hele verden går millioner af unge klimaaktivister fredag på gaderne for at råbe politikerne op.
Fra Sydney over Delhi, London og København til New York går millioner af unge anført af den svenske klimaaktivist Greta Thunberg fredag på gaderne for at kræve en hurtigere indsat i kampen mod klimaforandringer.
Demonstrationerne sparkes i gang i Australien, hvor titusindvis af mennesker vil demonstrere i Sydney og Melbourne og adskillige andre byer på tværs af landet.
Det varme og støvede kontinent er i høj grad mærket af klimaforandringer. I de senere år er tørken intensiveret, antallet af skovbrande er steget, oversvømmelserne er blevet voldsommere, og Great Barrier Reef blegner i chokerende højt tempo.
Landets konservative regering har gentagne gange forsøgt at gøre debatten til et spørgsmål om job eller abstrakte CO2-mål.
Parlamentsmedlem fra regeringskoalitionen Craig Kelly advarede torsdag børn om, at "alt det, I får at vide, er løgn".
- Fakta er, at der er ingen sammenhæng mellem klimaforandringer og tørke. Antallet af isbjørne i verden stiger, sagde han.
Mens nogle lokale myndigheder, virksomheder og skoler har opfordret de unge til at deltage i fredagens klimademonstrationer, har andre advaret om, at alt fravær skal forklares.
Mange studerende har dog tænkt sig at deltage alligevel.
- Jeg har ikke bare tænkt mig at læne mig tilbage, mens vores legepladser bliver forvandlet til støvskyer, vores drikkevand tørrer ud, og vores hjem er truet af skovbrande, siger gymnasieeleven Marlie Thomas fra Sydney.
Fredagens globale demonstrationer kulminerer i New York, hvor myndighederne har givet lov til, at en million børn fra 1700 skoler i byen skipper undervisningen for at deltage i klimaprotesten.
Greta Thunberg vil stå i spidsen for demonstrationen i New York.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker