Avis: Al-Qaeda har Europas højhastighedstog som terrormål
Al-Qaeda har udset sig de europæiske højhastighedstog som mål for angreb. Det skriver det tyske dagblad Bild mandag.
Terrorbevægelsen kan placere sprængladninger på togene og i tunneler eller sabotere skinnenettet og de kabler, som forsyner togene med strøm.
Avisen, der er Europas største, har sine oplysninger fra den amerikanske sikkerhedstjeneste National Security Agency (NSA), der har aflyttet et telefonmøde mellem ledende medlemmer af al-Qaeda.
Angreb på det europæiske jernbanenet var det "centrale emne" på telefonmødet, skriver Bild.
Myndighederne i Tyskland har reageret på truslen med diskrete foranstaltninger såsom at indsætte civilklædte politifolk på flere togstationer og på hovedstrækningerne, skriver avisen.
Ifølge amerikanske medier opfangede USA's spiontjenester i begyndelsen af august et konferenceopkald mellem al-Qaeda-leder Ayman al-Zawahiri og mere end 20 medlemmer fra gruppens globale netværk.
Det fik USA og flere af dets allierede til at lukke ambassader og konsulater i Mellemøsten og Nordafrika.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker