Avis: Al-Qaeda-overhoved beordrede terrorangreb
En samtale mellem to al-Qaeda-ledere var en del af de efterretninger, som har ført til lukningen af adskillige amerikanske ambassader i Mellemøsten og Nordafrika.
Ifølge avisen New York Times havde amerikanerne opsnappet en samtale mellem Ayman al-Zawahiri, der afløste Osama bin Laden som al-Qaedas øverste leder, og lederen af terrornetværkets afdeling på Den Arabiske Halvø i Yemen, Aqap, Nasser al-Wuhayshi.
I samtalen skulle Zawahiri have beordret Aqap til at udføre et terrorangreb, lyder det fra avisen, der har talt med anonyme kilder. Angrebet var planlagt til at finde sted søndag.
- Det her var signifikant, fordi det var de høje herrer, der talte, og de talte om en meget specifik timing for et eller flere angreb, siger en amerikansk embedsmand med kendskab til de seneste dages efterretningsrapporter til New York Times.
Selvom en form for besked mellem Zawahiri og Aqap er blevet opsnappet for nylig, så har mange andre informationer også været med til at udløse sikkerhedsalarmen, siger en kilde til Reuters.
- Trusselbilledet er baseret på en bred række af rapporteringer. Der er ikke nogen rygende pistol her, siger kilden.
Det var dog truslen fra Aqap, der satte gang i lukningerne. Men der har ikke været tale om et specifikt mål for et potentielt terrorangreb, lyder det.
Truslen er stadig lige så aktuel nu, som den var fredag, hvor det amerikanske udenrigsministerium udsendte en advarsel om at rejse til områder i Mellemøsten og Nordafrika, siger Dutch Ruppersberger, der er en del af Efterretningskomitéen i Repræsentanternes Hus.
- Det er en meget alvorlig trussel, siger demokraten til CNN.
- Jeg har set efterretningerne. Det er en trussel, der kommer fra højeste niveau i al-Qaeda. Og især fra Den Arabiske Halvø og steder som Yemen, fortsætter han.
Søndag valgte USA at lukke flere end 20 ambassader i Mellemøsten og Nordafrika på baggrund af aflytninger af topfolk fra terrornetværket al-Qaeda. De holder indtil videre lukket til 10. august.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned