Avis: Bunke af fejl var skyld i USA's bomber mod hospital
Menneskelige og tekniske fejl var årsag til, at USA bombede et Læger Uden Grænser-hospital i Afghanistan.
Det amerikanske luftangreb, der i oktober ramte et hospital drevet af Læger Uden Grænser (MSF) i Kunduz i Afghanistan, var resultatet af både menneskelige fejl, procedurefejl og tekniske defekter.
Det var meldingen til militærpersoner, der ifølge avisen The New York Times tirsdag blev orienteret om konklusionerne på en intern undersøgelse af tragedien.
- Det var en kombination af flere faktorer, siger en højtstående embedsmand i USA's forsvarsministerium til avisen om udfaldet i en 3000 sider lang rapport om hændelsen, der fandt sted i begyndelsen af oktober.
Ved angrebet bombede amerikanerne ved en fejl hospitalet, og det kostede mindst 30 mennesker livet. Ofrene var hovedsageligt læger og patienter.
To andre militærkilder, der også deltog i orienteringen, siger til The New York Times, at det var meningen, at bombeangrebet skulle ramme en helt anden bygning et stykke væk fra hospitalet. Målet var angiveligt en Taliban-base.
Ifølge avisen vil militæret fortælle om undersøgelsens resultater på et pressemøde onsdag.
Oplysninger fra avisens kilder lyder på, at én af de ting, der gik galt, var, at soldaterne i en kamphelikopter ikke kunne stole på maskinens instrumenter til at lokalisere målet.
Derfor baserede de geografien på beskrivelser fra landtropper i området - en blanding af amerikanske og afghanske styrker. Ud fra de informationer forvekslede soldaterne Taliban-målet med hospitalet.
Nødhjælpsorganisationen har krævet en international undersøgelse af angrebet, der af MSF beskrives som en krigsforbrydelse.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, undskyldte efterfølgende angrebet over for MSF og Afghanistans præsident, Ashraf Ghani.
USA's forsvarsminister, Ash Carter, og general John Campbell, øverstkommanderende for de internationale styrker i Afghanistan, har begge erkendt, at det var en fejl.
- Et hospital blev ramt ved en fejl. Vi vil aldrig med overlæg ramme en beskyttet, lægelig facilitet, sagde John Campbell dengang.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned