Avis: Finland og Sverige vil snart ansøge om Nato-medlemskab
Finland og Sverige er muligvis kun måneder fra at blive del af militæralliancen Nato. Her ses Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg, og Finlands statsminister, Sanna Marin, ved et møde i Helsinki i oktober. Foto: Lehtikuva/Reuters
Rusland har begået en brøler ved at gøde jorden for finsk og svensk medlemskab af Nato, siger USA-kilde.
Finland og Sverige ventes at ansøge om medlemskab af forsvarsalliancen Nato til sommer. Det oplyser amerikanske regeringskilder til den britiske avis The Times.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
De to nordiske landes mulige medlemskab blev drøftet af udenrigsministrene fra de 30 Nato-lande i sidste uge, oplyser en af kilderne.
Udenrigsministrene fra Finland og Sverige var inviteret til at deltage i samtalerne.
Finland forventes at ansøge om medlemskab til juni, og Sverige ventes at følge efter.
Det er Ruslands invasion af Ukraine, der er den direkte årsag til, at de to lande ønsker at blive en del af Nato.
- Rusland har begået en gigantisk, strategisk brøler, siger en af kilderne til The Times om udsigten til en udvidelse af Nato fra de nuværende 30 til 32 medlemslande.
Fredag sagde Finlands statsminister, Sanna Marin, at hun forventer, at der vil blive taget en endelig beslutning om at søge om optagelse i Nato i løbet af et par måneder.
- Jeg tror, at vi vil være færdige med drøftelserne inden midsommer, sagde Marin ifølge nyhedsbureauet AFP.
Finland er som nabolandet Sverige officielt neutralt. Men begge lande er nære partnere med Nato.
Både finnerne og svenskerne har i årtier været imod medlemskab af Nato.
Men efter Ruslands invasion af Ukraine 24. februar er holdningen ved at ændre sig i begge lande.
Meningsmålinger har for nylig vist, at næsten 60 procent af finnerne nu går ind for medlemskab af Nato. Det er dobbelt så mange, som før Rusland rykkede ind i Ukraine.
Målinger har også vist et flertal for Nato-medlemskab i Sverige.
Iagttagere forventer, at Finland og Sverige vil tale sammen om et eventuelt Nato-medlemskab, og at de hver især vil skele til, hvad nabolandet gør.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde