Avis: IMF-chef tvang stuepige til oralsex

Franskmanden Dominique Strauss-Kahn, der er chef for Den Internationale Valutafond (IMF), tvang en stuepige til oralsex på sit hotelværelse, derfor er han nu anholdt, skriver tabloidavisen The New York Post.

Strauss-Kahn blev anholdt lørdag aften (dansk tid), da hans fly netop skulle sætte kurs mod Paris.

IMF-chefen overraskede angiveligt en 32-årig stuepige på sit værelse, da han kom nøgen ud af badeværelset. Han tog fat i kvinden og tvang ifølge New York Posts anonyme kilder hende til oralsex.

Stuepigen fik dog revet sig løs af Strauss-Kahns greb og løb ud af hans værelse, mens IMF-chefen umiddelbart efter satte kursen mod John F. Kennedy-lufthavnen. Han efterlod dog sin telefon på hotelværelset, hvor den blev fundet af politiet.

Franskmanden efterlod tilsyneladende også andre personlige genstande.

- Det så ud som om, at han havde forladt stedet i en fart, siger politi-talsmand Paul Browne.

Den 32-årige kvinde har anmeldt Strauss-Kahn. Hun blev efterfølgende behandlet på et hospital.

- Det formodede offer blev bragt til Roosevelt Hospitalet (på Manhattan, red.) og blev behandlet for mindre skader, siger Paul Browne.

Strauss-Kahn gjorde ingen modstand, da han blev eskorteret af flyet til Paris af to civilklædte betjente.

- Han gjorde ingen modstand, siger en unavngiven kilde hos grænsemyndighederne i New York til nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

IMF-bossen Dominique Strauss-Kahn tvang angiveligt en stuepige til oralsex på hotellet Sofitel New York.

Offentliggjort Sidst opdateret