Præsident Hamid Karzai fik kun 47 procent af stemmerne ved det afghanske præsidentvalg i august - og dermed ikke de nødvendige 50 procent til at hive sejren i land i første valgrunde.
Det viser en kulegravning af beskyldningerne om valgsvindel, som en FN-støttet gruppe af eksperter har foretaget.
Og de blev selv forbavset over resultatet, siger en kilde fra denne valgklagekommission til den amerikanske avis Washington Post.
Afghanistans egen valgkommission har tildelt Karzai 54,6 procent af stemmerne i det foreløbige resultat fra valget den 20. august.
Hans mest fremtrædende rival, den tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah, fik tilkendt omkring 28 procents opbakning.
Karzai og mange af de vestlige lande med soldater i Afghanistan havde derfor sat deres lid til, at præsidenten dermed havde sikret sig endnu en fem-årig embedsperiode.
Men valget har været skæmmet af beskyldninger om massiv svindel, og det officielle valgresultat er fortsat ikke offentliggjort.
Den afghanske ambassadør i USA, Said Tayeb Jawad, antyder nu som den første af Karzais nære medarbejdere muligheden for et omvalg i løbet af en måneds tid.
En amerikansk embedsmand siger da også til Washington Post, at der allerede ligger nye stemmesedler med både Karzais og Abdullahs navne parate i FN's mission i Kabul.
- Den store udfordring er sikkerheden, siger den amerikanske kilde til avisen.
En anden kilde siger, at en anden og fair valgrunde kan viske tavlen ren efter "synderne fra den første".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned