Avis: Norsk nynazists blogindlæg udløste anholdelse

Den 40-årige norske nynazist Varg Vikernes, der tirsdag blev anholdt af de franske myndigheder af frygt for, at han var ved at forberede en terrorhandling, var tre dage forinden kommet med nogle opsigtvækkende udtalelser på en blog.

Offentliggjort Sidst opdateret

Og det var netop disse udtalelser, der i sidste ende gjorde udfaldet og overbeviste den franske antiterrormyndighed om at gå i aktion og anholde den norske statsborger i sit hjem i Corréze tidligt tirsdag morgen.

Det skriver det franske nyhedsmagasin Le Nouvel Observateur.

Ifølge kilder tæt på efterforskningen var det Vikernes' truende udtalelser, kombineret med hans kones besiddelse af våben, som fik efterforskerne til at frygte, at Vikernes, der er en kendt heavy metal-musiker i sit hjemland, ville gøre alvor af sine trusler.

Blogindlægget, som Le Nouvel Observateur henviser til, er skrevet i en stærk racistisk og antisemitisk tone.

Vikernes skriver blandt andet, at togulykken i Frankrig forrige fredag, hvor otte personer blev dræbt, da et tog blev afsporet i Brétigny uden for Paris, var et angreb mod europæerne og opfordrer folk til at gøre modstand.

- Det skal stoppes. Vi må handle for at sætte en stopper for dette. Før det er for sent, skriver han blandt andet.

Ifølge det franske jernbaneselskab SNCF var en fejl på skinnerne årsag til ulykken, der betegnes som den værste togulykke i Frankrig i 25 år.

Informationerne om, at det netop er disse udtalelser, der har ført til anholdelsen, er endnu ikke bekræftet fra officielt hold.

Det franske indenrigsministerium sagde tidligere tirsdag, at beslutningen om anholdelsen af Vikernes blev taget for at være på den sikre side og påpegede, at nordmanden flere gange har publiceret voldsforherligende udsagn online.

Derudover fortalte de, at Vikernes, der i 2009 blev løsladt i Norge for et drab, han begik i 1993, modtog den terrordømte Anders Behring Breiviks manifest, og at han var i besiddelse af våben.

3. april har Vikernes også offentliggjort et kommuniké på sin hjemmeside, hvor han opfordrer franskmænd til at stemme på højrefløjspartiet Front National. På siden beskriver han endvidere Norge som "Europas sidste sovjetstat".

/ritzau/NTB