Avis: Obama overvejer militær lynaktion i Syrien
En militær lynaktion er en blandt flere muligheder, som den amerikanske præsident, Barack Obama, og hans rådgivere i øjeblikket overvejer i relation til Syrien som en "straf" for et giftgasangreb i sidste uge.
Det skriver den amerikanske avis Washington Post, som citerer unavngivne kilder omkring regeringen.
Angiveligt skulle en sådan intervention vare blot to dage, og den vil være rettet mod militære mål.
Angrebet vil omfatte krydsermissiler affyret fra havet og måske bombefly.
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, sagde på et pressemøde mandag, at det var hævet over enhver tvivl, at der har været et giftgasangreb i Syrien onsdag i sidste uge.
Uden at sige det direkte skød Kerry skylden på Syriens præsident, Bashar al-Assads, styre.
Om det faktum, at Syrien først efter seks dage gav eksperter fra FN adgang til forstæderne, hvor angrebet fandt sted, sagde han:
- Sådan vil en regering, der intet har at skjule, ikke opføre sig.
USA's meldinger kom før, FN har sendt resultaterne af deres undersøgelser fra Syrien.
John Kerry slog fast, at FN's undersøgelser heller ikke er nødvendige for at afgøre, at der er brugt kemiske våben, for det er "baseret på fakta".
Mens både den britiske og den franske regering har fulgt USA's politiske spor, så står den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), fast på, at man skal afvente FN's eksperter og derpå FN's Sikkerhedsråd.
I FN's Sikkerhedsråd har Kina og Rusland indtil videre modsat sig enhver form for indgriben i den syriske borgerkrig.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned