Avis: Storbritannien vil kalde Irans Revolutionsgarde terrorgruppe
Irans revolutionsgarde vil ifølge avisen The Telegraph inden for få uger blive udråbt som en terrorgruppe af Storbritannien. (Arkivfoto). Foto: Wana News Agency/Reuters
Irans Revolutionsgarde anholdt i sidste uge syv personer, der har forbindelse til Storbritannien.
Storbritannien vil officielt erklære Irans Revolutionsgarde for en terroristgruppe.
Det skriver den britiske avis Telegraph. Avisen har oplysningerne fra unavngivne kilder.
Revolutionsgarden har anholdt syv personer, der har forbindelse til Storbritannien, under demonstrationer mod styret i Iran.
Det ventes, at tiltaget mod revolutionsgarden vil blive annonceret i løbet af få uger.
Ifølge avisen støtter Storbritanniens sikkerhedsminister, Tom Tugendhat, og indenrigsminister, Suella Braverman, beslutningen om at kategorisere Irans Revolutionsgarde som en terrorgruppe.
En kategorisering af revolutionsgarden som en terrorgruppe vil betyde, at det bliver en lovovertrædelse at være en del af gruppen, deltage i dens møder og bære dens emblem i offentligheden.
Storbritanniens indenrigsministerium har ikke umiddelbart svaret på en henvendelse om en kommentar til historien fra Telegraph.
I sidste uge anholdt Revolutionsgarden syv personer, der har forbindelse til Storbritannien. Det skete under de demonstrationer, der har været i Iran siden september.
Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, opfordrede i onsdags Iran til at lade være med at tilbageholde personer med dobbelt statsborgerskab.
Han sagde, at tilbageholdelsen af dem ikke bør bruges som et "diplomatisk pressionsmiddel".
Iran har været ramt af store demonstrationer, siden den 22-årige kvinde Masha Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt.
Hun var blevet anholdt for ikke at leve op til Irans regler for islamisk påklædning til kvinder.
Mange demonstranter er blevet anholdt på grund af deres deltagelse i demonstrationerne.
Flere af dem er blevet dømt til døden. Nogle af dem er blevet henrettet.
Menneskerettighedsgruppen Iran Human Rights (IHR) med base i den norske hovedstad, Oslo, oplyste i sidste uge, at mindst 100 demonstranter risikerer at blive henrettet i Iran.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker