Avis: Svensk politi har anholdt fraværende Paludan
Rasmus Paludan fotograferet med et eksemplar af koranen i hånden under en demonstration ved den tyrkiske ambassade i Stockholm 21. januar. Afbrændingen af muslimernes hellige bog udløste protester og opfordringer til boykot i blandt andet Tyrkiet. Foto: Fredrik Sandberg/Ritzau Scanpix
Svensk politi har gennem noget tid efterforsket Rasmus Paludan for blandt andet hetz mod en befolkningsgruppe.
Rasmus Paludan, stifter af partiet Stram Kurs, vil blive pågrebet af svensk politi, hvis han rejser til Sverige. Det erfarer det svenske dagblad Aftonbladet.
Han er anholdt in absentia, skriver avisen.
I nogle måneder har svensk politi efterforsket ham for hetz mod en befolkningsgruppe samt forulempelse og fornærmelse af tjenestemænd.
Han er blevet indkaldt til afhøring, men har ikke villet rejse til Sverige, skriver avisen.
Dog siger Paludan selv, at han er villig til at lade sig afhøre via et videolink.
Han befinder sig i Danmark nu, men kan blive pågrebet af svensk politi, hvis han eksempelvis tages i en indrejsekontrol eller bliver set offentligt i Sverige.
Det har ikke været muligt for Aftonbladet at få bekræftet oplysningerne fra svensk politi og anklagemyndighed.
Paludan kalder over for avisen anklagerne mod ham latterlige. Og han afviser, at han vil rejse til Sverige.
- Svensk politi i almindelighed og Malmø-politiet i særdeleshed vil ikke beskytte mig, så det er farligt for mig at komme til Sverige, siger Rasmus Paludan.
Han tilføjer, at politiet i Malmø er en "islamiseret losseplads".
Rasmus Paludan var i Stockholm i januar, hvor han deltog i en demonstration foran Tyrkiets ambassade. Her brændte han en koran af.
Han har tidligere holdt en række demonstrationer rundt om i Sverige. Det har ved flere lejligheder ført til uroligheder.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned