Avis: USA frigiver beviser for giftgasangreb torsdag
Foto: Stringer /Scanpix
Stringer /Scanpix
USA vil en af de kommende dage fremlægge beviser for, at regimet i Syrien er ansvarlig for sidste uges giftgasangreb ved Damaskus.
Det oplyste talsmanden for præsident Barack Obama, Jay Carney, tirsdag.
Washington Post skriver, at rapporten bliver offentliggjort torsdag.
De amerikanske efterretningstjenester har nu dannet sig et overblik over, hvordan den syriske regering opbevarede, samlede og affyrede de kemiske våben, som for en uge siden kostede hundredvis af mennesker livet, skriver avisen.
Ifølge tidsskriftet Foreign Policy aflyttede amerikanske efterretningsfolk i timerne efter angrebet telefonsamtaler mellem en ansat i forsvarsministeriet i Damaskus og lederen af en militær enhed, der menes at være i besiddelse af kemiske våben.
Den panikslagne person i ministeriet afkrævede militærpersonen svar om giftgasangrebet.
De aflyttede samtaler er et afgørende bevis for, at regimet i Syrien stod bag angrebet, skriver tidsskriftet, der har sine oplysninger fra en efterretningsrapport.
Obama har endnu ikke besluttet, hvordan USA skal reagere på det kemiske gasangreb på civile.
- Når præsidenten har en erklæring om dette, så vil han fremsætte den, sagde Carney sent tirsdag dansk tid.
Han tilføjede, at der er en lang række muligheder for at reagere, og at disse ikke er begrænset til magtanvendelse.
Det Hvide Hus siger, at der "hersker ikke tvivl om, hvem der var ansvarlig for gasangrebet."
Styret i Syrien nægter at have anvendt kemiske våben i konflikten.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned