Aviser: Hongkongs regering vil suspendere udskældt udleveringslov
I ugens løb har titusinder Hongkong-borgere protesteret mod en foreslået lov om udlevering af kriminelle til Kina. Her ses demonstranter fredag i storbyens finansdistrikt. Foto: Jorge Silva/Reuters
Jorge Silva/Reuters
Tusindvis har protesteret i Hongkong mod lovforslag, der bliver set som udemokratisk og et knæfald for Kina.
Myndighederne i Hongkong vil angiveligt suspendere den udskældte udleveringslov, der i den seneste uge har fået titusinder af millionbyens indbyggere på gaden i protest.
Det skriver de lokale medier South China Morning Post og Sing Tao ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge de to aviser vil Hongkongs regeringschef, Carrie Lam, officielt meddele forkastelsen af lovforslaget senere lørdag. Styret i Hongkong har meddelt, at den øverste politiske leder, Carrie Lam, vil holde et pressemøde klokken 15.00 lokal tid (klokken 9.00 dansk tid).
Allerede fredag sagde flere fremtrædende medlemmer af byens lovgivende forsamling, at man burde afstå fra at indføre loven set i lyset af den massive folkelige modstand.
Loven ville blandt andet føre til, at de omkring syv millioner borgere i Hongkong i straffesager kunne blive udleveret til retsforfølgelse i selve Kina.
Kritikere frygter dog, at udleveringsaftalen kan bruges til at straffe politiske fanger. Samtidig bliver loven set som endnu et skridt i retning af øget kinesisk kontrol over Hongkong.
I sidste weekend gik omkring én million demonstranter på gaden, og politiet brugte ved flere lejligheder tåregas.
Torsdag valgte titusindvis af demonstranter at blokere de centrale veje omkring regeringshovedkvarteret i byen med menneskeskabte barrikader.
Demonstranterne, der ifølge nyhedsbureauet AP primært bestod af unge studerende, gennemførte blokaden, netop som storbyens lovgivende forsamling skulle debattere det kontroversielle lovforslag.
Demonstrationerne, der er planlagt til at fortsætte søndag, og politiets brug af gummikugler og tåregas har ifølge AP skabt et massivt pres på regeringschefen Lam.
Hun har hidtil hårdnakket nægtet at føje sig for demonstranternes krav.
Siden 1997 har den tidligere britiske kronkoloni hørt under Kina, men der er delvist selvstyre efter devisen "ét land, to systemer" - underforstået at Hongkong skal være demokratisk.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker